På date med Ungdommens Røde Kors
I fredagsbaren på Århus Universitet var der fredag 12. februar mulighed for at date ni unge piger fra Ungdommens Røde Kors. Der kom ingen middagsaftaler ud af anstrengelserne. Alligevel er arrangørerne tilfredse
Kasernebaren på Århus Universitet stod fredag 12. februar i speed-datingens tegn. Ikke den almindelige af slagsen, hvor potentielle kærester dater hinanden, men derimod var det de studerende, som speeddatede ni forskellige projekter for sårbare børn og unge i Ungdommens Røde Kors.
Arrangementet kaldes for projektdating, og det er første gang, Ungdommens Røde Kors afprøver konceptet.
Lad datingen begynde
"Skal vi ikke bare gå i gang?" kommer det fra Line fra HR-Udvalget.
Kasper Hansen på 23, der læser musikvidenskab, har taget plads ud for den smilende pige, der repræsenterer Spilopperne.
Riiiing. En klokke signalerer, at første runde af projektdating kan begynde.
"Hej, hvad hedder du?" spørger pigen i URK-blusen.
"Jeg hedder Kasper," lyder det fra den anden side af bordet.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at næste spørgsmål ville handle om personlighedstype og fremtidsdrømme. I stedet falder spørgsmålet:
"Hvad er det der Spilopperne?"
Samtalen er indledt, og de næste tre minutter fortæller pigen, hvad projektet går ud på, og Kasper Hansen lytter interesseret med.
Godt tilfredse med arrangementet
Riiiing. Efter to timer er sidste runde slut, og det er tid til at gøre status: omkring 20 personer har speeddatet projekterne. Til sammenligning kommer der til de månedlige informationsmøder normalt op til otte interesserede.
Derfor er initiativtager Line Christensen godt tilfreds med arrangementet:
"Det er gået rigtig godt, og vi overvejer at gøre det igen. Det er det bedste event, vi har prøvet, til at hverve frivillige."