Anders Lund Madsen så døden i øjnene
En køretur i det gamle Jugoslavien for mange år siden satte en skræk i livet på den kendte talkshow-vært Anders Lund Madsen
Danmarks mest populære talkshow-vært, Anders Lund Madsen, frygtede for sit liv, da han på en bjergvej i det tidligere Jugoslavien mødte en faretruende lastbil. Det fortæller tv-værten til Familiejournalen.
Ugebladet har spurgt Anders Lund Madsen, hvad der er det værste, han har oplevet.
"I min pure ungdom var jeg på bilferie i det daværende Jugoslavien med min daværende kæreste, hendes far og en pige mere. På et tidspunkt skulle vi overhale, mens vi kørte op ad bakke med en bjergskrænt på vores ene side," siger tv-værten, der voksede op i Sorgenfri og gik på Virum Statsskole - og derfor kun var vant til lokale Geels Bakkes brede vognbaner.
"I det samme kom der et lastvognstog mod os, og som det så ud, var der ikke plads nok. Det var der så alligevel. Når man oplever den slags, går alvoren typisk først op for en bagefter. Men her troede jeg rent faktisk i få sekunder, at jeg skulle dø," fortæller han til bladet.