Ni hao Kina
Elever fra Viby Gymnasium tager fredag i næste uge til Kina for at blive bedre til at tale kinesisk
"Det bliver sjovt at prøve det af, som vi har lært".
Ordene kommer fra Kristian Linaa, 2. d, Astrid Laustsen Lave, 2. x, Line Pihl og Pelle Rytter Lindequist, 2. z, der er parate til at sige goddag til Kina eller ni hao, som det hedder på kinesisk.
Fredag i næste uge tager i alt 12 elever fra 2. og 3. g på Viby Gymnasium til Beijing. Formålet med rejsen er, at eleverne skal blive bedre til at tale kinesisk.
Viby Gymnasium er det eneste i Østjylland, som tilbyder kinesisk på A-niveau som valgfag. Det har gymnasiet gjort i tre år til sommer, og faget er populært, fortæller Jane Havskov Jensen, der underviser i kinesisk.
Kina er fremtiden
"Jeg har altid været fascineret af den kinesiske kultur, og Kina bliver jo større og større", fortæller 17-årige Pelle Ryttter Lindequist, Viby, om baggrunden for at vælge kinesisk som fag.
"I og med, at Kina er på vej frem handelsmæssigt, tror jeg på, at der vil åbne sig jobmuligheder, hvis man kan kommunikere med kineserne", siger Kristian Linaa, 17 år og fra Solbjerg.
Svært at lære
Det kinesiske sprog er meget anderledes end dem, eleverne tidligere har stiftet bekendtskab med.
"Vores sprogstamme i Europa er udviklet på en anden måde. Vi har taget lidt fra hinanden. I Kina er sproget det oprindelige", forklarer 18-årige Astrid Laustsen Lave, Risskov.
"Ja, det er til tider svært. Der er 55.000 tegn, og de ligner hinanden. Vi skal lære at skrive 300 og kunne genkende 900. Men tegnene er ikke de sværeste. Det er at udtale ordene", siger Line Pihl, 17 år og fra Beder, og fortsætter:
"Kinesisk er et tonalt sprog, og ordene betyder noget forskelligt alt efter, hvor trykket lægges. Ma kan eksempelvis både betyde mor og hest, og det er jo ikke så praktisk, hvis man kommer til at bytte om", slutter hun med et smil.