Hvis denne superligaklub vinder DM, lover Stig Tøfting endnu en lang travetur
Tipsbladets nye fodboldkommentator og AGF-legende vil udføre en ny 'Stig-mino', hvis en særlig superligaklub vinder DM.
318 kilometer. Så langt er der ifølge Krak fra Aarhus til Farum. Hvis man vel at mærke tager bilen ned over Fyn. Det vides endnu ikke, om AGF-legenden og fodboldekspert, Stig Tøfting, vil gå hele den vej, hvis han taber sit nye væddemål:
En gåtur fra Aarhus til Farum.
I sin første klumme for Tipsbladet, der bærer titlen ’Hold kæft, jeg er til grin!’, lægger han sig fladt ned i forhold til sine forudsigelser om FC Nordsjælland.
Som ekspert på Viaplay pegede han inden Superligaens sæsonstart, at Farum-holdet ville rykke ud, hvilket ikke helt kom til at holde stik, eftersom holdet i øjeblikket indtager en førsteplads med et forspring til nærmeste forfølger på tre point.
»Skulle det nu alligevel ende med, at mit nedrykningstruede hold fra FCN ender med at blive danske mestre, så skal jeg nok tage traveskoene på, hoppe i FCN’s kampuniform og tage vandreturen fra Aarhus til Farum. Her popper jeg så en magnum-champagne sammen med Flemming Pedersen (tidligere FC Nordsjællands træner og nuværende teknisk direktør, red.) og Johannes Hoff Thorup (FC Nordsjællands nye 33-årige cheftræner, red), hvis han da er gammel nok til alkohol…,« skriver Tøfting i klummen.
Det er ikke første gang, at Stig Tøfting sætter en længere gåtur på spil. Tidligere har han både gået til Herning og til Flensborg, hvor gåturene blev døbt ’Stig-minoen’ - en pendant til den legendariske pilgrimsvandring, ’Caminoen’.