Problemerne på Kystbanen skal bare løses
Rudersdal Kommune langede i sidste uge hårdt ud efter DSB First, fordi togene på kystbanen kører helt upålideligt. Nu lover DSB First, at kystbanens problemer får højeste prioritet
Rudersdal Avis kunne i sidste uge fortælle, at kommunen var grundigt træt af kystbanens mange forsinkelser, og nu ville have et svar fra DSB First.
Kommerciel direktør Jan Wildau fra DSB Sverige AB, der er moderselskab for DSB First, svarer her på kritikken:
"Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at vi springer stationer over. Et af vores succeskriterier er tilfredse passagerer, og det får vi ikke på denne måde. Vi ønsker ikke at tørre ansvaret af, men det hviler ikke i vores hænder alene at løse problemerne, fordi der er flere aktører, der styrer trafikken på skinnerne. Derfor er vi også glade for, at transportminister Lars Barfoed sidst i november nedsatte en taskforce med de berørte parter, der har til formål at løse problemet. Vi arbejder nu på højtryk for at løse problemet, men jeg kan ikke give en præcis dato for, hvornår vi er klar."
Har møde på fredag
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Rudersdal, Jens Ive (V) er tilfreds med, at der nu er hul igennem til DSB First.
"Jeg er glad for, at vi nu kommunikerer. Jeg håber det bliver positivt, og at der kommer fokus på at løse passagerernes problemer. Vi har netop aftalt et møde med DSB First på fredag , og vi ser frem til specifikt at drøfte problemerne på Vedbæk og Skodsborg stationer.
Transportministeren nedsatte i november en taskforce med Trafikstyrelsen, Bane Danmark, DSB og DSB First, der sammen skal forsøge at løse de mange uregelmæssigheder på Kystbanen. Ministeren har også indvilget i et møde med fire af de berørte kommuner langs banen, heriblandt Rudersdal.
"Det nytter ikke noget, medmindre udbudskontrakten ændres," lyder det fra Kystbanens Pendlerformand Michael Randropp.