Lars Løkke Rasmussen og Tina Nedergaard samlede inspiration i Kokkedal
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og undervisningsminister Tina Nedergaard besøgte onsdag Egedalsskolen i Kokkedal for at se, hvordan skolen med faglighed og omsorg har vendt udviklingen og er blevet attraktiv
Man skal stå tidligt op som minister. Næsten lige så tidligt som børnene på Egedalsskolen i Kokkedal, der onsdag morgen fik ekstra fint besøg til deres morgensamling. Her kiggede statsminister Lars Løkke Rasmussen og de nyudnævnte undervisningsminister Tina Nedergaard forbi for at se nærmere på skolens gode resultater de seneste år.
Her er det lykkedes Egedalsskolen at få vendt udviklingen fra at være en skole, som 50 procent søgte væk fra, til nu at være en skole, som ikke kan tage imod alle de elever, der gerne vil gå på den.
Og det gjorde bestemt indtryk på statsministeren.
"Kirstens skole er en skole, der griber tingene meget målrettet an. Jeg har hørt meget om denne skole, og der har besøget bekræftet det, jeg vidste. Det her en skole der var præget af at mange forældre valgte den fra. Der har man arbejdet med at vende den udvikling. Jeg er selv forælder, og den første og sidste grund, man har til at sende sine børn i skole, er, at de skal lære noget. Så har man arbejdet systematisk med at opsætte nogle indikatorer for, om den her skole bevæger sig den rigtige eller forkerte vej og opnået nogle fantastiske resultater," sagde Lars Løkke Ramussen.
For undervisningsminister Tina Nedergaard, der kun har haft en uge i jobbet, var det første gang, at hun var med ude på officielt besøg på en skole. Der var flere gode ting på Egedalsskolen, hun mener at kunne bruge som inspiration som minister.
"Det har gjort et stort indtryk. Sådan en entusiasme at blive mødt med er virkelig noget, der også giver mig inspiration til at kaste mig ud i opgaverne. Og så er det helt afgørende ved sådan et besøg, at folkeskolen er en stor mastodont, vi skal have flyttet fremad. Og kan det overhovedet lade sig gøre - ja, det kan det. Her har man den holdning og politik, at man håndterer problemer. Ingen problemer bliver overset eller skubbet til hjørne, fordi det havde man ikke lige tid til i dag. Så er der også et fokus på barnets trivsel, der er helt afgørende for barnets læring efter min opfattelse, hvor børnene blandt andet søger om at få lov til at være engle for de mindre børn. Det, at man motiverer til at være en god større kammerat i skolegården og inde i skolen, er fuldstændig afgørende for børns trivsel," sagde Tina Nedergaard.
En ære at få besøg
Efter ministrene hastede videre, kunne skoleleder Kirsten Birkving se tilbage på et vellykket besøg på Egedalsskolen.
"Det er en ære at få besøg af de to ministre. Jeg tror, at de har valgt os, fordi vi har flyttet fokus fra afvikling til udvikling. Hos os hænger trivsel og faglighed rigtig godt sammen. Vi stiller krav og viser omsorg," forklarer Kirsten Birkving.
Besøget var kommet hastigt i stand, så derfor var der nok at se til i starten af ugen for skolens personale med at planlægge og koordinere både internt og med ministerierne. Ud over at deltage i morgensamlingen mødte statsminister Lars Løkke Rasmussen og undervisningsminister Tina Nedergaard også elevrådsformand Noel Søgaard og fik en snak bag lukkede døre med skolens ledelse, borgmester Thomas Lykke Pedersen og udvalgsformand Hanne Berg. Skoleleder Kirsten Birkving afviser dog, at ledelsen godt kunne have brugt hele timen, som besøget varede, på en skolepolitisk snak med de ansvarlige ministre.
"Nej, når han kommer ud på en skole, så skal han sørme møde børnene, og de skal møde ham. Det her besøg er lige så meget for børnenes skyld, og de har glædet sig meget til at møde ham - og jeg tror, at det er en gensidig glæde," siger Kirsten Birkving.
Ingen søvnløse nætter
Elevrådsformand Noel Søgaard holdt tale for ministrene under besøget, men det havde nu ikke fået ham til at ligge søvnløs den foregående nat. Han håber selv, at det måske en dag er ham, der bliver statsminister. Under alle omstændigheder tog han den intensive mediedækning på Egedalsskolen med ophøjet ro.
"Nej, jeg har sovet helt fint, men selvfølgelig var jeg spændt. De sidste dage har jeg skrevet på min tale og forberedt mig," kunne Noel Søgaard, der går i 7. klasse, fortælle.
.