Indbrudstyvene holdes i skak
Nordsjællands politi har stor succes med at opsøge mulige indbrudstyve
Det er blevet væsentlig sværere at være en "Lars Listetyv", eller en "Børge Brækjern" i Nordsjælland. Nordsjællands Politi fører nemlig lige nu en kampagne mod kendte indbrudstyve, og den giver bonus. Kampagnen går blandt andet ud på at opsøge gamle kendinge og gøre dem opmærksom på, at man har et godt øje til dem,
Taktikken ser ud til at virke kan Christian Have fra Nordsjællands Politi fortælle. Det viser sig meget tydeligt på politiets døgnrapporter, Her er antallet af indbrud faldet drastisk i løbet af de 14 dage kampagnen har været. Tidligere kunne der være mellem 30 og 40 anmeldte indbrud i politikredsen hvert døgn. Nu er tallet faldet til omkring 10.
Kampagnen kaster også sidegevinster af sig. Politiet i Hillerød tog således i går samtaler med tre personer, der tidligere har begået indbrud. Den ene var en 16-årig dreng, der bedyrede, at hans kriminalitet var et overstået kapitel, og at han var med at gå i gang med en uddannelse. Eftermiddagens samtale havde dog tilsyneladende ikke gjort stort nok indtryk. Natten til onsdag blev den 16-årige nemlig grebet i at køre en bil, selv om han af indlysende grunde ikke har kørekort.