Hørning Fjernvarme mister for lidt vand
Utætte varmtvandsbeholdere og gennemstrømningsvandvarmere betyder, at der strømmer vandværksvand ind i fjernvarmesystemet
opmærksomhed Hørning Fjernvarmens vandtab på ledningsnettet er faldet markant i løbet af de sidste par dage. Det lyder umiddelbart positivt. Men driftsleder Peter Jensen, Hørning Fjernvarme, er ikke i tvivl om, at det er for godt til at være sandt. Han har en anden forklaring på, at vandtabet i systemet er gået ned. "Forklaringen er, at der kommer vandværksvand fra forbrugernes vandvarmere ind i fjernvarmenettet," forklarer han og opfordrer derfor de godt 2300 fjernvarmeforbrugere til at kontrollere, at der ikke er utætheder i deres installationer.
Vand i systemet
Fjernvarmeanlægget spæder hvert døgn et vist antal kubikmeter behandlet vand til systemet af hensyn til den mængde vand, der uundgåeligt går tabt undervejs i ledningsnettet. I de seneste dage er mængden af vand, der skal tilføres, gået meget ned. Det er et tegn på, at der kommer vand ind i systemet udefra. Det sker gennem vandvarmerne, hvor fjernvarmevandet cirkulerer op ad brugsvandet kun adskilt af en væg. Når denne væg tæres sker der en sammenblanding af systemerne hvilket selvfølgelig ikke er hensigtsmæssigt. Den ellers så gode brugsvandskvalitet bliver dårligere og i fjernvarmesystemet kan der komme belægninger.
Større vand- og fjernvarmeregning
Vandværksvandet har typisk et højere tryk end fjernvarmevandet. Hvis der er hul i vandvarmeren, så vil vandværksvandet strømme ud i fjernvarmesystemet. Det kan have flere konsekvenser, hvis det sker. For det første registrerer koldtvandsmåleren det vand, der tilføres fjernvarmenettet. Det betyder en større vandregning. Vand løber altid den letteste vej. I denne sammenhæng betyder det, at vandet tilføres gennem fjernvarmereturløbet hvor trykket er lavest. Da fjernvarmemåleren ofte sidder i returløbet registrerer den vandværksvandet. Det betyder en større varmeregning. Endelig er vandet udefra heller ikke godt for hverken varmeanlægget eller fjernvarmesystemet. Det vand, der tilføres på fjernvarmeanlægget, er behandlet, så det er blødt og uden ilt. Ubehandlet vandværksvand kan give stenaflejringer og afgive ilt, der kan give rustskader.
Nemt at tjekke
Det er dog relativt enkelt at kontrollere sit anlæg for fejl. Det kan ske ved at lukke for koldtvandshovedhanen, der sidder ved koldtvandsmåleren. Derefter skal man åbne for en varmtvandshane ved en håndvask. Hvis der stadig kommer vand ud, så er der et problem. Det vand, der kommer ud af hanen vil nemlig skyldes, at der nu strømmer fjernvarmevand ind i varmtvandsbeholderen," fortæller Peter Jensen.
Grøn farve i fjernvarmevandet.
For hurtigere at finde de utætte vandvarmere tilsætter Hørning Fjernvarme nu grønt farvestof til fjernvarmevandet. Det betyder at huse med utætte vandvarmere kan opleve en svag grøntoning af vandhanevandet. Hvis det sker for dig skal du enten kontakte en VVS–installatør, ringe til Gl. Hørning Vandværk på telefon 8692 2090, Hørning Stationsbys Vandværk, Frede Busk Sørensen telefonnr. 23 61 60 07 eller Hørning Fjernvarme på telefon 8692 1305.