Kortfilm klovner sig til international film-festival
Århus-instruktøren Jesper Vidkjær Rasmussen er kommet igennem nåleøjet til spansk kortfilms-festival med sin kortfilm "Circo De Columbo"
To cirkusklovne hutler sig igennem tilværelsen ved at optræde til børnefødselsdage. På vej til endnu et skodjob ude på bøhlandet afslører den ene af klovnene, at han ikke kan holde det ud længere. Han er skabt til noget større og vil prøve lykken i et stort cirkus i Barcelona, Circo De Columbo.
Faktisk har han allerede købt billetten, fortæller han sin chokerede klovnemakker. Der bliver råbt og skreget, og de kommer op at slås, inden de måske enes om en løsning.
Det er kort fortalt handlingen i Jesper Vidkjær Rasmussens kortfilm Circo De Columbo, der varer små fire minutter. Filmen er blevet udvalgt til en international kortfilm-festival i Spanien, FEC Cambrils-Reus XII European Short Film Festival. Det er i sig selv lidt af en præstation, da kun 17 ud af 2.500 indsendte film er kommet igennem nåleøjet til festivalen.
"Det er vi rigtig glade og stolte over. Det er en stor anerkendelse, og det giver gode kontakter og er god PR for min videre karriere som instruktør," fortæller Jesper Vidkjær Rasmussen, som er inviteret med til festivalen syd for Barcelona 3. - 6. marts.
Udlængsel
Circo De Columbo er optaget i efteråret 2008 i Gl. Ry og handler som flere af hans film om drømme og udlængsel - at jagte noget andet og bedre end det man har.
Instruktørens egen store drøm er en dag at komme til at lave spillefilm eller i det mindste at kunne leve af at fortælle historier på film.
30-årige Jesper Vidkjær Rasmussen er uddannet skuespiller, men han har de seneste år beskæftiget sig med at lave dokumentarfilm, musikfilm og kortfilm. Her i foråret er han aktuel med novellefilmen "Tonny," der i sommer blev optaget i Harlev, hvor instruktøren er vokset op.
"Tonny" handler om en flugtbilist spillet af instruktørens ven og makker, skuespilleren Mads Koudal, der også spiller den ene af klovnene i Circo De Columbo. Den anden klovn bliver spillet af Thorbjørn Carl Hjalager.