Lions Danmark donerer 500.000 kr. til akut nødhjælp på Haiti
Lions Danmarks Katastrofe- og Hjælpefond har bevilget en halv mio. kroner i katastrofehjælp til ofrene for det voldsomme jordskælv, der ramte Haiti om aftenen 12. januar .
Hjælpen ydes denne gang gennem "Læger uden grænser" som Fonden tidligere har haft et tæt samarbejde med.
Jordskælvet, der målte 7,0 på Richterskalaen ødelagde store dele af hovedstaden Port-au-Prince, og det vurderes, at tre millioner mennesker, eller næsten en tredjedel af befolkningen, er ramt af jordskælvet.
Tabstallene kan ikke gøres præcist op på nuværende tidspunkt, men det skønnes at omkring 100.000 mennesker er omkommet. Utallige bygninger og infrastrukturen er blevet ødelagt.
"Nødhjælpsarbejdet vil i første omgang koncentrere sig om at skaffe rent drikkevand, fødevarer, medicin og andre umiddelbare fornødenheder," fortæller Johannes Raben-Beck fra Lions Club i Vejlby Risskov.