Bakkely lever
Naturbørnehaven i Stilling fortsætter som selvstændig, med egen visitation
"Det er så fedt. Vi er helt tummelumske. Vildt glade."
Trine Hoecks sammenfatter forældrenes reaktion, efter at medlemmerne i Skanderborg Kommunes økonomiudvalg nu har besluttet, at naturbørnehaven Bakkely i Stilling kan fortsætte som selvstændig, med egen ledelse og egen visitation.
Udvalgets beslutning og den afsluttende byrådsbeslutning på onsdag er kulminationen på et år med stribevis af politiske koldbøtter.
Som omtalt i Lokalavisen i tirsdags var der senest lagt op til, at Bakkely skulle kobles sammen med den noget større "Bifrost," en fremgangsmåde, som Bakkely-forældrene frygtede ville blive starten på en lukning for den lille institution, men økonomiudvalget slår nu kontra og går imod børneudvalgets indstilling.
"Vi havde behov for at trække en streg i sandet i den her sag. Ud fra meldingerne fra de fire institutioner i Stilling afstår vi fra sammenlægninger. Alle fortsætter de med selvstændige administrationer og egne visitationer," siger økonomiudvalgets formand, borgmester Jørgen Gaarde (S).
Han erkender, at han ikke er stolt over forløbet af den langvarige sag.
"Derfor er jeg glad for, at vi får sagen lukket. Institutionerne har meddelt, at de mener, de har en god fremtid, og at de er økonomisk bæredygtige, og vi må tage ansvar og træffe en endelig beslutning. Det skylder vi både de ansatte og forældrene, og så må vi leve med, at vi ikke er stolte over det her forløb, " siger borgmesteren.
Han understreger, at kommunen er klar til at hjælpe, hvis en institution får problemer.
"Institutionerne er velkomne, hvis de ændrer holdning. Men så skal der være et konkret ønske, og så vil løsningen være en sammenlægning af institutioner," siger Jørgen Gaarde.