Nedtur "down under"
"Jeg havde mulighederne, men jeg tog dem ikke," siger en ærgerlig Caroline Wozniacki
Ottendedels-finalen blev endestationen ved Australian Open for Caroline Wozniacki. Nummer fire på verdensranglisten tabte natten til mandag til kineseren Li Na med cifrene 6-4 og 6-3.
Det var tredje gang Caroline Wozniacki mødte den 27-årige kineser, der er nummer 17 på verdensranglisten. Før mandagens møde havde de hver vundet en kamp.
Wozniacki og Li mødtes tidligere i januar i forbindelse med en opvarmnings-turnering til Australien - og her sendte Li Na danskeren ud af WTA-turneringen i Sydney allerede i første runde.
Efter kampen ærgrede den 19-årige tennis-darlig sig over, hvad hun betegner som kampens vendepunkt.
"Jeg havde mulighederne, men jeg tog dem ikke. I stedet kom hun på 4-3, så fik vi nye bolde, de flyver lidt for mig, jeg server mod solen og laver nogle fejl, mens hun går ind og spiller aggressivt, og så vender det," siger Caroline Wozniacki, der modtog behandling for en mindre forstrækning i sit højre lår midt i andet sæt.
/ritzau