Børnehjem slap for katastrofen
Grete Kvist fra Ganløse er lykkelig over, at "hendes" børnehjem i Haitis hovedstad modstod jordskælvet. Både præsidentpaladset og en skole tæt ved sank i grus
Midt i de mange rædsler Haitis hovedstad Port-Au-Prince gennemgår efter jordskælvet 12. januar 2010, er der en lille solstråle historie. Sr. Veronique Børnehjem, opført af hjælpeorganisationen Terre Des Hommes Danmark, modstod det frygtelige jordskælv, og alle 50 børn, som støttes af danske faddere og sponsorer, slap uskadt, da katastrofen ramte millionbyen.
En skole, med plads til 450 elever, som ligger i tilknytning til børnehjemmet, sank derimod i grus, hvilket også gjaldt præsidentpaladset, der også ligger tæt på børnehjemmet. Der var formentlig ingen børn i skolen, da jordskælvet ramte Haiti sidst på eftermiddagen 12. januar (ca. 23 dansk tid).
I chok
”Selvfølgelig var alle i chok, men hovedsagen er, at børnene og børnehjemmet er i god behold. Da vi kender faren for både jordskælv og tornadoer i området, blev børnehjemmet netop bygget af solide materialer," siger formanden for Terre Des Hommes Danmark, Dorthe Kristensen, Silkeborg.
Børnehjemmet er relativt nyt. Det blev genopført af Terre Des Hommes for 7 år siden, da det gamle børnehjem nedbrændte. Den daglige leder af børnehjemmet er 83-årige Sister Veronique, der har viet hele sit liv til at hjælpe gadebørn, som enten er forældreløse eller efterladt af deres forældre. Man anslår, at der er tæt ved en halv million hjemløse børn i Haiti, hvoraf langt de fleste findes i hovedstaden.
Projektleder fra Ganløse
Det er den danske projektleder af fadderskabsprojektet, Grete Kvist, Ganløse, der via en canadisk kilde har fået den glædelige underretning om, at alle børn på Sr. Veronique slap uskadt, da jordskælvet ramte.
”Der faldt en stor sten fra mit hjerte, da jeg modtog de gode nyheder. Det er jo stadig umuligt at komme i direkte kontakt med Haiti, og dermed vort projekt, da telekommunikationen er ødelagt”, siger Grete Kvist, der rejser til Haiti om få uger for med egne øjne at se, hvad der kan gøres for at hjælpe.