Farvel til slotshavens "legeplads"
Bambuslabyrinten i Frederiksborg Slotshave ved Badstuedam er gået ud. Planterne har været i dårlig trivsel nogle år, og nu er labyrintens samlede udtryk så dårligt, at Slots- og Ejendomsstyrelsen må fjerne den.
Labyrinten har været et kuriosum der har haft en stor værdi som legeplads, men det er ikke et element der ”hører til” i en landskabelig have.
Ydermere har labyrintens placering gjort, at særlige attraktive kig fra den landskabelige have har været nedtonet. Bambuslabyrinten vil derfor ikke blive genplantet. Det er Slotshavens ønske at genetablere området, så det fremstår som en enhed med de øvrige omgivelser.