Børn svinger penslen
Laver vægmaleri til Lyseng Svømmebad i samarbejde med kunstneren Ole Grøn
28 børn fra Lyseng Fritidsklub er i denne uge i gang med farver og pensler i Lyseng Svømmebads aktivitetslokale, hvor et ca. 30 kvadratmeter stort vægmaleri er ved at blive til.
Arbejdet, som sker i et samarbejde med kunstneren Ole Grøn fra Norsminde, fortsætter i næste uge.
Svømmebadet og fritidsklubben har allieret sig med Børnekulturhuset i Århus, der har ordningen: En hel kunstner til halv pris.
Maleriet, der skal hænge i gangen i svømmebadet, bliver malet på træfiberplader og bliver 24,4 meter langt og 1,22 meter højt.
Har selv bestemt
"Vi startede for 14 dage siden med at tegne en skitse", fortæller 11-årige Amalie Lund.
"Vi har selv bestemt, hvad der skal være på billedet. Det skulle bare have noget med vand at gøre, og der er både et skib, dykkerbriller, en badebold og fisk på billedet", fortsætter hun.
For Amalie har det været sjovt at deltage i projektet.
"Mens vi maler, snakker vi om farverne, og hvad, vi synes, der er pænt. Det er hyggeligt", forklarer hun.
11-årige Tobias Borgner er af samme opfattelse.
"Ja, og når man i fremtiden kommer herover og skal svømme, kan vi se det, vi har lavet", supplerer han.
Det største
Kunstneren Ole Grøn, der er tilknyttet Børnekulturhuset i Århus, har lavet mange vægmalerier men aldrig ét, der er så stort som det her.
"Det er et stort arbejde og kræver nogle meget udholdende malere, og indtil nu har de været meget udholdende og dygtige", fortæller han.
Når Ole Grøn maler sammen med børnene, giver det ham lyst til at arbejde videre med egne værker.
"Børnene har en god holdning til det at male billeder - det uhøjtidelige, lysten til at fortælle en historie og den umiddelbare glæde ved at arbejde med farver og figurer, som jeg bliver mindet om", forklarer han, inden han skal hjælpe Tobias Borgner med at blande den rette farve til det motiv, han skal i gang med.