Biltyve bag tremmer
De to indbrudstyve fra fredagens biljagt i Hillerød er lørdag blevet varetægtsfængslet
En 23-årig mand fra Farum og en 27-årig mand fra Værløse skal frem til den 1. februar sidde bag tremmer. Det står klart efter lørdagens fremstilling hos Nordsjællands Politi. De to personer var fredag formiddag involveret i en hidsig biljagt i Hillerød, som først stoppede på Istedrødvejen fra Fredensborgvej, hvor føreren mistede herredømmet over BMW'en. Den endte med fronten mod kørselsretningen på nedkørslen, hvorefter politiet kunne anholde dem begge.
Bilen blev stjålet
Politiet meddeler, at bilen blev stjålet den 1. december. Derudover har politiet fundet tyvekoster i bilen, som blandt andet kan spores tilbage til et indbrud på Krostien i Nøddebo. Det drejer sig om to PH-lamper, et B&O-anlæg, en X-box og en Ipod.