Latinsk læsestof og gamle grækere på Risskov Gymnasium
Fortiden er fremtiden på Risskov Gymnasium, der er på vej med en klassisk studieretning med græsk og latin
25 elever bliver de først til at afprøve en helt ny studieretning på Risskov Gymnasium. Som det eneste sted i Århus skyder gymnasiet nemlig en klassisk studieretning med græsk og latin i gang.
Ideen med den nye studieretning er at styrke gymnasiets sproglige profil, så de elever, der brænder efter at arbejde med sprog, kan komme til det. På studieretningen, der tidligere blev kaldt en klassisk- eller gammelsproglig studentereksamen, opnår eleverne A-niveau i græsk og latin i løbet af de tre studieår. Ud over dansk, græsk og latin kommer deres studentereksamen til at indeholde både engelsk og et moderne europæisk fremmedsprog; tysk, fransk eller spansk.
"Folk undrer sig nogle gange over, hvorfor det er vigtigt, at man beskæftiger sig med de antikke sprog, oldgræsk og latin, når disse sprog ikke længere tales, men kun læses. Svaret er, at mange hjørnestene i vores europæiske kultur er grundlagt netop i Grækenland og Rom. Vi får derfor en meget dybere selvforståelse som europæere ved at læse antik filosofi, retorik, statslære og skønlitteratur," siger lektor Brian Andreasen, som underviser i græsk og latin på Risskov Gymnasium.
Fremtiden er klassisk
Også gode studiekompetencer følger med, hvis eleverne vælger den klassiske linje.
"Arbejdet med sprogene skærper den sproglige opmærksomhed og forståelse i udpræget grad, og den grammatiske indsigt, man opnår, kan sagtens overføres på de andre sprog, man allerede kan eller er i gang med at lære. Man bliver kort sagt både bedre til dansk og til nye fremmedsprog som klassisk student. På den måde kan man sige, at fortiden er fremtiden," forklarer Brian Andreasen.
"Sprog og kulturforståelse er fremtiden. Det er et faktum, at det med den nye gymnasiereform er gået voldsomt tilbage for sprogene i gymnasiet – bortset fra engelsk," siger Brian Andreasen, som håber, at den nye linje på Risskov Gymnasium kan ændre det billede.
Den nye studieretning starter op mandag 18. januar.