Tulstrup frygter børnelokker i bil
En mystisk mand har to gange grebet fat i piger på vej hjem fra Alsønderup Skole
Hvis I kan, skal I følges ad, når I tager hjem! Sådan lyder meldingen til eleverne på Alsønderup Skole, efter at piger to gange er blevet forsøgt forulempet af en bilist på vejen mellem Alsønderup og Tulstrup ved Hillerød.
Seneste episode fandt sted onsdag eftermiddag. Her var en pige fra sjette klasse på vej hjem på cykel, da en sort bil passede hende op. Manden talte til hende, og pigen lyste ham i ansigtet med en lygte for at se, om hun kendte ham. Manden rakte så ud gennem sideruden for at gribe fat i hende, og pigen satte sig op på sin cykel.
I en mail til forældrene beskriver skoleleder Elsebeth Riemann forløbet:
"I det samme ringer pigens mobil og pigen fortæller den veninde, der ringer op, at en mand følger efter hende i bil. Veninden siger, at hun skal dreje ned ad nærmeste sidevej, så vil hun løbe hende i møde. Da pigen drejer ned ad sidevejen, står manden ud af bilen og følger efter hende, indtil han ser veninden komme imod hende. Så vender han om og går tilbage til bilen."
Det minder om en episode fra november. Her var det en pige fra 9. klasse, der havde den ubehagelige oplevelse.
"Det er trist og oprørende, at vi er nødt til at advare vore børn mod den slags, men det er desværre, det eneste vi kan gøre", skriver skolelederen i sin mail.
Over for Hillerød Posten maner hun dog til besindighed.
"Det drejer sig om to episoder, et godt stykke fra hinanden, så der er ingen grund til at skræmme folk fra vid og sans."