Villy og de andre sagde farvel
Farum Musikhus var rammen om SF'eren Helene Lunds afskedsreception, hvor også partiformanden kiggede ind og holdt en anerkendende tale
Det er meget muligt, at Helene Lund efter 24 år som lokalpolitiker, som hun sagde til Furesø Avis i sidste uge, føler sin frihed mere og mere begrænset.
Til gengæld kan hun glæde sig over, at anerkendelsen fra både med- og modspillere i det politiske liv kun er steget støt gennem de mange år.
Det må være konklusionen på den afskedsreception, som den erfarne SF'er mandag eftermiddag holdt i Farum Musikhus. Her var der både partifæller, byrådskolleger fra andre partier og såmænd også tidligere borgmestre langvejs fra, og der blev sagt mange anerkendende ord om hendes indsats.
Et fyrtårn
Blandt gæsterne sås blandt andre tidligere Lejre-borgmester Evan Jensen (V) og tidligere Brøndby-borgmester Kjeld Rasmussen (S), og der var også stort fremmøde fra byrådet, blandt andre borgmester Ole Bondo Christensen (S) og Berit Torm (K).
Også SFs partiformand, Villy Søvndal, dukkede op, og han betegnede ifølge Frederiksborg Amts Avis det nu forhenværende byrådsmedlem som "et fyrtårn":
"Det er ærgerligt, at du stopper nu, hvor systemskiftet er kommet i Furesø," sagde han.
Formanden for SF-Furesø, Bo Finsen, betegnede blandt andet Helene Lund som "en fremragende taler og kommunikator", og sådan blev det ved talerne igennem.
due