S vil have græs på tagene i Århus
Grønne tage er både pæne og godt for klimaet, mener Socialdemokraterne, som vil lave en århusiansk satsning på grønne tage og facader
Det er pænt at se på. De reducerer bygningers energiforbrug og optager CO2 fra luften. De holder på vandet og kan være med til at forhindre, at der løber skidt og møg ud på gaderne fra overbelastede kloakker, når det regner kraftigt. Og de tiltrækker planter og dyr og giver et rigere dyreliv i byen.
Vi taler om grønne tage, som ifølge Socialdemokraterne i Århus har de nævnte fordele og desuden kan være med til holde Århus grøn, selvom der flytter flere mennesker til byen.
"Vi får en tættere by med flere mennesker, og hvis vi samtidig vil have en grønnere by, skal der grønne tage til. På den måde slår vi to fluer med et smæk," siger byrådsmedlem Kristian Würtz, som på Socialdemokratiets vegne har fremsat forslaget om grønne tage i byrådet.
Århus Kommune skal tænke grønne tage og facader ind i større nybyggerier og renoveringer - ikke mindst når kommunen er bygherre. Socialdemokraterne foreslår helt konkret, at kommunen i løbet af i år går i gang med et demonstrationsprojekt, og at Afdelingen for Teknik og Miljø fremsætter forslag til, hvordan man kan lave krav om grønne tage og facader i forbindelse med nye lokalplaner og kommunale byggerier.
Positiv modtagelse
Forslaget om satsning på grønne tage var sidste punkt på dagsordenen på byrådsmødet onsdag 10. februar, men det nåede lige netop ikke at blive behandlet og måtte udskydes til næste byrådsmøde. Kristian Würtz vil dog blive meget overrasket, hvis ikke venstrefløjen bakker op om forslaget, og der lyder også til at være positiv tilslutning fra den anden side i byrådssalen.
"Det er et spændende forslag, som der i øvrigt ikke er noget særligt nyt i, og vi er positive overfor det og meget åbne for at kigge på det," siger Venstres medlem af Teknisk Udvalg, Henrik Vestergaard.