Manden i Pjerrot: "Så kunne jeg lige pludselig trylle. Noget, de andre ikke kunne. Og så var jeg alligevel lidt her i verden"

Det begyndte med tre reb i tre forskellige længder, som fætter Henrik gjorde lige lange. Kurt Flemming var 10 år gammel og fortryllet.

“Hvordan lavede du det nummer?” spurgte han.

Fætter Henrik rystede på hovedet.

“Det vil jeg ikke fortælle dig. En rigtig tryllekunstner fortæller aldrig hemmeligheden.”

“Men Henrik, bare sig det til mig. Jeg siger det ikke til nogen,” prøvede Kurt.

“Jeg fortæller det ikke,” sagde fætteren.

Så måtte Kurt gå hjem og eksperimentere. Han tog noget af sin mors tørresnor, klippede det i tre stykker og prøvede og prøvede og prøvede, indtil det lykkedes. Indtil snorene først var forskellige for straks at blive ens.

“Var det sådan her, du gjorde?” spurgte han fætter Henrik, da de sås igen.

“Det er lige meget. Det, du laver, virker,” sagde fætter Henrik.

Kurt var stolt som en pave. Nu vidste han, at han skulle være tryllekunstner, og den absolut bedste i verden. Det var han sikker på.

Tiggeren i Cadillac'en

Pjerrots lille grønne hus på Bakken er proppet med Pjerrotter. Sorthvide fotos af det hvidmalede ansigt på køkkenlågerne. Porcelænsfigurer på rad og række på sminkehylden. Masker på væggen over sofaen. Malerier, der stirrer smilende på dig alle vegne fra. Kurt Flemming selv er klædt i sort fra top til bare tæer. Det hvide sæt med de store bløde knapper hænger klar ude i brusekabinen. Sæsonen siver stille ud. Sommerferiens ende betyder tre daglige forestillinger i stedet for fem-seks stykker.

“Det er jo næsten som en fridag,” siger han og mener det.

I de 22 år, Kurt Flemming har været Bakkens Pjerrot, er det ikke blevet til mange pauser. Sygedagene tæller til tre. Og to af dem bør betegnes som pjæk, siger han.

“Det var, fordi jeg blev indlagt på sygehuset, jeg fejlede ikke noget, men det troede de. Det var ikke med min gode vilje, men min læge dikterede og sagde, at det er nu, og det er med blå blink.”

Kurt Flemming taler i fortællinger. Begyndelser, midter og slutninger. Strømmen af ord leder altid til en pointe, der enten binder en sløjfe eller vender det hele på hovedet.

Før han opdagede trylleriet, skrev han teaterforestillinger. Det var anden gang, han gik i fjerde klasse på Kirkeby Skole på Sydfyn. Han var ordblind, venstrehåndet og tavs.

“Så spurgte jeg læreren, om jeg måtte lave et teaterstykke. Det var første gang, han hørte min stemme, så han kom til at sige ja. Vi brugte alle dansktimerne i en hel uge til at øve på det, og da vi havde øvet på det, spillede vi det fredag eftermiddag. Så fik jeg en pose flødekarameller, og det måtte være, fordi det havde været en succes. Men lad nu være med at spørge de andre, om det var en succes. Det er bare sådan, jeg gerne vil huske det.”

Stykket varede en halv time og handlede om en meget rig mand, der hver dag blev kørt i sin Cadillac ind til byen, hvor han iført laset tøj gik ned ad en sidegade og satte sig og tiggede, til dagen sluttede, og han igen blev hentet af sin privatchauffør. Kurt nøjedes ikke med at formulere replikkerne. Han byggede rekvisitterne og lavede alle dekorationerne. Og da showet sluttede, fandt han tilbage til sin plads og sagde ingenting igen. Indtil året efter, hvor han gik op til katederet og spurgte, om han måtte opføre et trylleshow for hele skolen. Det måtte han.

“Jeg turde ikke sige noget, så jeg tog et trylletrick, trylle, trylle, trylle, morede mig og satte det over på bordet, tog et nyt trylletrick, trylle, trylle, trylle, morede mig og satte det over på bordet. Det er de længste 50 minutter, der nogensinde er gået på Kirkeby Skole.”

Men Kurt var lysende indeni.

“Så kunne jeg lige pludselig noget, så kunne jeg lige pludselig trylle. Noget, de andre ikke kunne. Og så var jeg alligevel lidt her i verden.”

Brændte sit svendebrev

Ligeså stålsat Kurt var, ligeså bekymret var hans mor. Det der med at optræde kunne man jo ikke leve af, blev hun ved med at sige, og hendes mand var enig. Da folkeskolen var ovre, skaffede han Kurt en læreplads som mekaniker, og fire år efter var svendebrevet i hus. Det eksisterede dog kun i 20 minutter.

"Det var den tid, det tog at cykle fra værkstedet og hjem og putte det i kakkelovnen. Jeg skulle ikke være mekaniker, jeg skulle være artist. Min far var nærmest vred, og min mor var ked af det."

Trylleriet stoppede ikke, selvom Kurt både kom en tur på idrætsskole, tog omkring civilforsvaret, fik en HF-eksamen og startede på universitetet i Odense for at læse idræt og biologi. Sideløbende optrådte han, hvor han kunne, og en dag blev han kontaktet af Cirkus Krone, der ville have ham med på turné. Herfra lod Kurt studierne ligge. Han rejste med cirkusset i fem år, før han sagde farvel for at rulle videre på landevejene med sine egne shows. På vejen underviste han på skoler, når der var emneuge med cirkus som tema. En af dem var Vandel Efterskole, hvor 16-årige Sanne var smuk og "forrykt dygtig til at trylle”.

Hun sagde ja, da Kurt spurgte, om hun ville med på turné. De næste fire år indtog de scenen sammen. Synkront trak de kaniner op ad hatte, foldede duer frem af ingenting og legede med flammer. De holdt hinanden i hånden, når de bukkede, ellers ikke. Sanne friede til Kurt inden deres første kys. Hun var 20, han var 34, og de sad i bilen et sted midt på Sjælland. Tre uger senere var de mand og kone. Ni måneder senere kom datteren Sine til verden.

Jammerlig klovn

Parret erstattede den omrejsende tilværelse med en mere fast en af slagsen, da Kurt fik en opringning fra Tivoliland i Aalborg.

Kunne han tænke sig at blive deres nye Pjerrot?

"Øøh. Hvem er det lige ham Pjerrot er?” spurgte Kurt.

Og der skulle gå lang tid, før han fandt ud af det.

"Jeg var jammerlig som Pjerrot. Det var så dårligt. Jeg kendte ikke figuren, jeg var ikke troværdig. Jeg lavede det show, jeg havde lavet som artist, nøjagtigt det samme show, bare iført Pjerrots tøj, og så tænkte jeg: "Yes, den holder.” Det gjorde den ikke. Jeg kunne allerede mærke det på den første forestilling. Det var en katastrofe. Der var ingen respons.”

For Pjerrots univers er et helt andet end, hvad Kurt var vant til.

"Han skal være naiv. Jeg har højstatus, når jeg er tryllekunstner. Men som Pjerrot skal man have lavstatus, fordi ellers er han ikke troværdig. Han er møllersvend, han er en lille forsagt, i mit tilfælde en stor forsagt, mand. Meget stille og rolig og kan ikke finde ud af noget og skal have børnene til at hjælpe sig, og børnene elsker at hjælpe, og det får de aldrig lov til, når man har højstatus.”

Selv efter han blev headhuntet til at overtage pladsen som Bakkens blege frontperson, følte Kurt ikke, at han havde lært verdens ældste klovn at kende.

"Det gjorde jeg ikke før syv- otte år efter min første optræden. Jeg spillede Pjerrot indtil da, og så længe du spiller Pjerrot, bliver det aldrig godt. Du skal aldrig spille. Du skal være.”

Hvorfor male mel?

Hvem er han, ham Pjerrot? Han er en møllersvend nede fra Tyrkiet. Han går alene oppe på møllen og maler mel, og det er ret kedeligt, men han skal jo tjene penge, siger konen. Udenfor løber børnene rundt og leger, og det ser meget sjovere ud. Pjerrot går ned for at være med, men det giver jo ingen penge. Så han lærer at trylle og jonglere og gå på line.

"Jeg prøvede på at finde møllersvenden. Hvordan han har haft det, og hvordan han fik det, da han gik ned og legede med børnene. For han fik et meget bedre liv ud af det - i stedet for at stå oppe på møllen og male mel. Han kunne jo ikke finde ud af noget som helst. Han var dårlig til alting, men børnene ville gerne hjælpe ham.”

Egentlig viste det sig, at Kurt og Pjerrot ligner hinanden en hel del.

"Han spiser 12 pandekager, morgen middag og aften. Det gør jeg ikke. Det er faktisk nok det eneste punkt, hvor vi ikke er ens. Og så går jeg ikke i hvidt. Jeg ejer ikke en hvid skjorte.”

Pjerrot og Kurt tror på, hvad andre folk siger, men kæmper med at tro på sig selv. Ifølge Kurt var det først for fem år siden, at han begyndte at stole på, at den lille grønne scene på Bakken, var hans.

"Jeg har aldrig haft selvtillid. Jeg har aldrig troet på det, jeg lavede. Men så fik to af mine skuespillervenner banket noget selvtillid ind i mig. De sagde: Kurt, du kan det her. Det, du laver, er super, super godt.”

Jordforbindelsen er ikke røget, forsikrer han, men:

"Jeg føler, jeg er på toppen nu. Altså, der er plads til forbedring. Det er der altid. Jeg har nået et niveau nu, hvor jeg synes, det er okay, det, jeg laver. Jeg har fået overskud, når jeg står ude på scenen.”

Alligevel får han stadig ondt i maven lige inden, han går ud og møder alle børneblikkene, og adrenalinen sætter ind. Faktisk bliver sceneskrækken værre og værre. Det er meget normalt, forklarer han. Det hænger sammen med, at hans egne krav stiger. Som artist er du enten på eller død, siger han.

"Jeg vil opleve én ny ting i hver eneste forestilling, og nogle gange så bliver det til to og fem og ti, og andre gange har jeg svært ved at finde ud af, hvad den nye ting var. Men mit mål er hver gang at gå ud og gøre et eller andet andet, og det kan være en timing, et ord, en anden bevægelse, når jeg laver et trick. Det er så små ting, der skal til for at flytte et trick fra at være et okay trick til at være et godt trick.”

Smilet og sorgen

At være Pjerrot er dog også en konstant balancegang, og Kurt går meget op i at passe på figuren, så han ikke stikker af.

"Jeg har udviklet Pjerrot, men inden for traditionen, altid. Jeg har for eksempel lavet en meget mindre mund, end Pjerrot normalt har. Han havde en kæmpestor mund, da jeg startede, men hvis du har sådan en stor mund, kan du kun smile, og Pjerrot kan faktisk godt blive ked af det, og så vipper mundvigene nedad, og det kan du ikke med den store mund.”

Når sommeren slutter, drager Kurt Flemming ud i landet og holder foredrag om sit liv, om børneopdragelse, om humor og om døden. For 17 år siden mistede han Sanne.

"Det var i 2001, den 10. oktober, kl. 5.22. Det husker man, når man sidder der. Hun havde kræft i hjernen, og det var en voldsom omgang, men vi lovede hende at komme videre. Og det gjorde vi så. Men det var svært. Vi holdt vores kobberbryllup oppe på Aarhus Kommunehospital lige efter hendes anden hjerneoperation, med æresport og det hele.”

Pjerrots lille grønne hus på Bakken er fyldt med gaver. Børnene kommer med blomster, malede sten og tegninger.

"Det er deres hjerter, de kommer med,” siger Kurt og kigger rundt.

På væggen over køkkenbordet hænger et fotografi af en lille dreng med store øjne, som kigger på Pjerrot. Hvis Kurt har en dårlig dag, kigger han på det billede og husker, hvorfor han bliver ved.

"Jeg har et godt liv, og det vil jeg have. Da min kone døde, fik jeg nogle helt andre værdier, så var materielle ting fuldstændig ligegyldige. Nu handler det om oplevelser og gode mennesker.”

Pjerrot skaber oplevelser. Men mest af alt giver han børn et frirum, mener Kurt. En pause.

"Det, vi mangler nu, er ro. Det mangler alle mennesker. Børn, unge, voksne, selv pensionister begynder at mangle ro. Jeg elsker, når jeg møder et menneske, der bare har tid. Jeg så den bedste bemærkning på bagsiden af Politiken engang. En mand sad under et træ og kiggede ud i luften. Så kom der en anden mand og sagde: "Hvad laver du?" "Ingenting," sagde manden under træet. ”Skal jeg så ikke sætte mig ned og hjælpe dig?” Og så sad de bare dér og kiggede.”

Kurt Flemming har netop modtaget prisen Bakkens Oscar for sit mange å rige virke som Pjerrot.