Bondebyen advarer mod fyrværkeri
Bondebylaugets formand Niels Friederichsen opfordrer alle til at forhindre, at der bliver affyret fyrværkeri
Med 30 stråtækte huse er bondebyen i Kgs. Lyngby en sand brandfælde nytårsaften. Al brug af fyrværkeri er da også forbudt i en afstand af 200 meter fra de historiske bondehuse, men erfaringen viser desværre, at ikke alle overholder forbudet.
Derfor har formanden for Bondebylauget, Niels Friderichsen, de seneste dage opsat plakater, der opfordrer alle til at være med til at forhindre, at nytåret i bondebyen bliver fejret med raketter, romerlys og heksehyl.
"Det plejer ikke at være så slemt i selve bondebyen, for de fleste beboere overholder forbudet. Men der kan være gæster, som ikke tænker over det, og så er der problemet med alle dem, der går gennem bondebyen, eller som bor lige i nærheden af bondebyen," siger Niels Friderichsen.
Niels Friderichsen skal selv holde brandvagt ved sit eget stråtækte hus nytårsaften - på trods af at huset er brandsikret.
"Jeg har lagt slanger ud langs huset og vil være på vakt hele aftenen. Jeg er rædselsslagen for at det skal gå galt," siger Bondebylaugets formand, som opfordrer folk til at gribe ind, hvis de ser personer, som skal til at affyre fyrværkeri.