Ny nordsjællandsk motorvej vedtaget i Folketinget
Bør ifølge planen være færdig i 2015
For forkæmperne er det en ubetinget sejr, mens det for modstanderne er et kæmpe tilbageskridt. Det, der begyndte som en idé i 1963 blev tirsdag formiddag udmøntet som lov - vedtaget i Folketinget med opbakning fra alle partier pånær Enhedslisten: Lov om anlæg af Frederikssundmotorvejen mellem Motorring 4 og Frederikssund.
Og uanset om man er for eller imod, så er det historisk, at Frederikssundfingeren, som den sidste af de fem fingre i hovedstadsområdet, nu får vedtaget en lov, der sikrer, at man fra 2015 kan køre ad en fire-sporet motorvej til Frederikssund.
"Det er rigtig rigtig godt, at vi nu når til vejs ende. Jeg har arbejdet med politik i Folketinget i mere end tyve år og arbejdet med den her motorvej lige så længe, så det er meget tilfredsstillende," siger Klaus Hækkerup, medlem af Trafikudvalget og socialdemokratisk folketingsmedlem valgt i Frederikssundkredsen.
Ifølge Klaus Hækkerup sættes der i første omgang penge af på Finansloven i 2010 til at lave motorvejen frem til den såkaldte Tværvej. Den efterfølgende finansiering skal man drøfte i 2011. Også på Rådhuset i Frederikssund er der begejstring.
"Det er en mærkedag, det er helt indiskutabelt," siger en glad borgmester i Frederikssund Kommune Ole Find Jensen (A).
Per Clausen, der er medlem af Enhedslisten og sidder med i Trafikudvalget, mener grundlæggende det er helt forkert at anlægge motorveje frem for at se på de kollektive løsninger.
"Vi tror ikke på, at en motorvej løser trængselsproblemerne, tværtimod tror jeg, at en motorvej flytter problemerne et andet sted hen. Den vil øge mængden af biltrafik og dermed øge forureningen, vi så hellere, at man fokuserede på at optimere s-tog og busforbindelserne," siger han.