Julemiddag for hjemløse på Rådhuset
Juleaftens dag byder borgmester Nicolai Wammen og socialrådmand Laura Hay hjemløse velkommen i Rådhushallen til juleand og risalamande
For 15. gang inviteres hjemløse århusianere til julemiddag i Rådhushallen juleaftens dag, hvor borgmester Nicolai Wammen og socialrådmand Laura Hay er værter for en traditionel julemiddag med and og risalamande.
"Vi har skabt en god tradition for, at hjemløse og andre århusianere, der har det svært i dagligdagen, bliver inviteret til jul på Rådhuset. Det er altid en god oplevelse for alle, så det er en tradition, vi naturligvis holder fast i," siger Nicolai Wammen.
"Julen er en tid, hvor vi hygger os i familien. Men nogle mennesker har desværre ikke en familie, de kan være sammen med. Så er det dejligt, at vi kan invitere til nogle timers hygge og julemad," siger rådmand Laura Hay.
Langenæsorkesteret spiller op til fælles julesang, og juletalen holdes af præst i Kirkens Korshær, Jørgen Lasgaard.
Der er udleveret 150 gratis billetter på væresteder og varmestuer, og julefesten holdes juleaftensdag kl. 13.00-16.00, så den ikke kolliderer med de arrangementer, som forskellige velgørende organisationer holder om aftenen.