Bemærket i Byrådet
Favrskov Byråds møde før jul var det sidste. Det var også ved at blive det længste med omkring fire timer. Ikke mindst de ellers gennem fire år næsten tavse afgående medlemmer benyttede chancen til at få ordet.
Ingen røde ører var at se hos formanden for is- og snerydningsudvalget, Kurt Andreassen, selv om fem medlemmer af byrådet ikke kunne komme til tiden på grund af vejsituationen.
Borgmesterens fægtning
I fire år har Favrskov Byråd startet møderne med en sang. Valget er gået på skift. Ved det sidste møde gav den afgående borgmester Anders G. Christensen sig selv valget, hvilket resulterede i hans yndlingssang med linierne:
"Jeg fægted' med åben pande
for hvad jeg for alvor tror."
Hvor var de nye?
På tilskuerrækkerne kunne man undre sig over, at de nyvalgte ikke benyttede den sidste chance til at se, hvordan byrådet fungerer. Lidt mesterlære. Men lønnen klinger jo først ved årsskiftet.
Putter i kassen
Budgetopfølgningen for tredje kvartal udløste netto knap 7 mio. kr. til kassen. Salg af byggegrunde og andre engangsindtægter leverede faktisk 17 mio. Til gengæld var der en ekstra udskrivning på næsten 8 mio. til handicap- og psykiatri-området, og næsten 2 mio. til sårbare børn og unge.
Dræbende kedeligt
Ikke alene blev mødet meget langt, fordi talelysten var stor. Det blev også i lange perioder dræbende kedeligt. Så kedeligt, at et værdsat medlem af pressekorpset utvetydigt og lydeligt måtte vækkes. Han skulle jo hjem og sørge for, at midtjylland får sin daglige avis. Billeddokumentation haves.