Store chancer for hvid jul
Selv lyden af tøvejr kan ikke få metereologerne til at ryste på pegepinden, når prognoserne for en hvid jul i morgen aften skal laves. Således tyder alt nu på, at Nordsjælland kan erklære julen 2009 for hvid.
Hos DMI lyder prognosen pt. således:
"Om vi også har et landdækkende snedække den 24. om aftenen, er lidt spændende for i morgen (onsdag, red.) bliver det tøvejr med en fejende sydvestlig vind, og nogle steder kommer der slud- og regnbyger. Det er hårdt for sneen. Det er dog sikkert at de fleste danskere vil får en hvid jul, da det primært i et bælte op langs Vestkysten at sne kan nå at smelte," lyder det fra vagtchef Frank Nielsen hos DMI.
Generelt lyder vejrudsigten for 24. december på lidt sol, men ellers mest skyet og stort set tørt med temperaturer på mellem 0 og 2 graders varme, som falder til mellem -2 grader og + 3 grader hen på natten.
Vejret på TV2 går skridtet længere og sætter hvidjulsbarometret til 80 procent med kommentaren:
"Alle forudsætninger for en hvid jul er til stede. Der ligger allerede sne i HELE landet - og nogle steder endda i rigelige mængder. En mildning er dog på vej ind over landet - men alt tyder på, at varmen kun får lov at vise sig med ganske få plusgrader lillejuleaftensdag og frem til juleaften. Chancen for en lokal hvid jul er meget stor - tæt på 100 procent - mens vi vurderer chancen for den landsdækkende hvide jul til at være noget mindre. Derfor sætter vi HvidJulsBarometeret op til 80 procent," lyder det fra TV2 Vejret.