Brandvæsenet bliver kommunalt på hele Djursland
Det bliver en ren kommunal affære at slukke ildebrande og frigøre trafikofre på Djursland fra 1. januar 2011.
Falck havde muligheden for at byde ind på en overtagelse af brand og redning, men det kommunale kontrolbud var meget lavere. Derfor har politikerne i Syddjurs og Norddjurs Kommune, som er fælles om beredskabet i Brand og Redning Djursland, besluttet at drive beredskabet som en ren tværkommunal virksomhed.
Dermed må Falck stoppe med at udføre brandslukning, forureningsbekæmpelse og frigøring af fastklemte ved trafikuheld fra stationerne i Hornslet og Rønde. Syddjurs Kommune er dog kontraktligt forpligtet til at lade Falck løse opgaven frem til udgangen af 2010.
De øvrige brandstationer i Syddjurs Kommune i Kolind, Ebeltoft og Knebel er blevet drevet som kommunale stationer uden Falcks medvirken.
Stor forskel mellem Falcks og det kommunale tilbud
Det var ventet, at Falck ville byde ind på driften af et brandvæsen i Brand og Redning Djurslands område. En anden mulighed var at fortsætte med en fælles drift mellem Falck og kommune som hidtil. Den tredje mulighed var ren kommunal drift.
Ifølge Lokalavisens oplysninger var forskellen mellem Falcks tilbud og det kommunale kontrolbud meget stort. Falck er ifølge udbudsrunden væsentlig dyrere end de to kommuner i den primære drift af brand og redning.
Kan et kommunalt brandvæsen holde budgettet?
Den store forskel i prisen på brand og redning mellem en privat og en offentlig operatør har undret flere iagttagere.
Da Syddjurs Byråd forleden behandlede sagen, undlod Steen Fris (K) og Per Zeidler (V) at stemme.
"Selvfølgelig skal Syddjurs Kommune have det bedste beredskab til den billigste pris, men tilbuddene skal være afgivet på de samme vilkår," siger Per Zeidler. Han skal sammen med borgmester Kirstine Bille (SF) de næste fire år repræsentere Syddjurs Kommune i den fælles Beredskabskommission på Djursland.
Per Zeidler frygter, at et underbudgetteret kommunalt brandvæsen skal have tillægsbevillinger for at kunne hænge sammen økonomisk.
Syddjurs Kommune forventer, at de frivillige deltidsbrandmænd fra stationerne i Hornslet og Rønde vil være villige til at overgå fra Falck til den kommunale organisation.