Lotto-millionær havde det på fornemmelsen
"Jeg havde en god mavefornemmelse, inden jeg fik tjekket spillet," siger nybagt Lotto-millionær fra Helsinge. Fornemmelsen var 11 millioner værd.
Forrige lørdag landede en julesæk med 11 millioner i Helsinge. Og en uges tid efter er det først lige begyndt at gå op for den glade vinder.
"Det er fantastisk. Der skulle lige gå lidt tid, før jeg forstod det, men nu er vi ved at falde til ro," fortæller den nybagte millionær, der ønsker at være anonym.
Hun vil dog gerne fortælle, at de er en familie fra Helsinge, der har vundet de 11 millioner kroner.
"Jeg tjekker aldrig mine spil inden, men jeg havde en god mavefornemmelse, da jeg gik til forhandleren for at tjekke det. Og da de fortalte, at der var vundet over 10.000 kroner, så vidste jeg, det var den store gevinst," siger hun og fortsætter:
"Jeg tog det stille og roligt, og det var først i banken, at jublen brød lidt mere løs."
Og nu kan hele familien for alvor juble. For de 11 millioner kroner triller snart ind på kontoen.
"Det er jo mange penge, så vi har overvejet det lige siden. Vi skal også have økonomisk rådgivning af Danske Spil. Men vi vil i hvert fald investere nogle af pengene, betale gæld ud og renovere huset. Derudover bliver det helt sikkert til en ekstra rejse og store julegaver i år," smiler den glade vinder.
Gevinsten kom i hus på en LynLotto købt hos Helsinge Supermarked, Østergade 6, 3200 Helsinge.