Ny borgmester går ambitiøst og realistisk til opgaven
"Borgerne skal kunne se forskel på os. I politik skal der debatteres og vi må gerne være uenige. Men i politik skal der også samarbejdes og skabes enighed. Det skal fortsat være sådan, at vi taler os til rette og søger enigheden."
Jan Petersen (S) indledte på konstitueringsmødet torsdag sit borgmesterhverv med en tale til den nyvalgte kommunalbestyrelse med en opfordring til at fortsætte med at lade det været højt til loftet, når synspunkterne udfolder sig under debatterne i rådssalen.
Fælles mål
Men samtidig opfordrede han til at kæmpe for fælles mål.
"Jeg er sikker på at vi kan mødes i ønsket om at Norddjurs Kommune bruger sine gode og store muligheder for at være en kommune med stærk vækst i job og et attraktivt sted at bo. Jeg tror på at vi kan mødes i et fælles ønske om at skabe forbedringer for borgernes velfærd, og især for de svageste borgere," sagde Jan Petersen.
Jan Petersen går med egne ord glad, udfordret, men også ydmyg ind til opgaven som borgmester i Norddjurs Kommune.
"Jeg har som mål at være hele kommunens borgmester. Jeg vil være borgmester for alle partier og for hver enkelt af medlemmerne," sagde Jan Petersen
"Derfor forpligter jeg mig til at skabe en god og retfærdig demokratisk orden i kommunalbestyrelsen i de næste fire år."