Solsikken i Lystrup er visnet
Det har været sværere end normalt for brugere og frivillige at finde julehumøret frem i år, da Solsikken i Lystrup efter godt 13 år må dreje nøglen om fra årsskiftet.
Afslag
Hjælpeorganisationen Sindslidendes Vilkår som til dagligt driver Solsikken ved hjælp af frivillig social arbejdskraft har tidligere forgæves forsøgt at indgå økonomisk driftsaftale med Århus Kommune for at fremtidssikre stedet.
Organisationen fik i november 2009 afslag fra en pulje under Indenrigs- og socialministeriet som ellers har været med til at holde stedet i live gennem mange år.
Dybt berørt
"Vi er alle dybt berørt af situationen. Vi har stået i lignende situationer mange gange før, men hver gang er vi blevet reddet lige på målstregen via støtte fra andre puljer, fonde og sponsorer. Denne gang vurderer vi dog, at det ikke er realistisk at finde en løsning i løbet af december måned," siger Brian Sørensen, som gennem mange år har stået i spidsen for udviklingen af Solsikken.