Naboer trætte af politihundelorte
De tyske betjente i Vedbæk rydder ikke op efter sig, og det ærgrer en nabo, der kalder de tyske politihundes efterladenskaber for det værste svineri
De tyske politihundes visit i Vedbæk foregår ikke helt problemfrit. Naboer er nemlig utilfredse med, at der ligger efterladenskaber fra de mange politihunde, som under klimatopmødet er stationeret på Hotel Marina i Vedbæk.
Da Det Grønne Område torsdag eftermiddag var forbi Gøngehusvej, som går fra Vedbæk Strandvej og så ind i landet, var hele den side, hvor hotellet er placeret, fyldt med hundelorte. Beboere på vejen har sat små Dannebrogsflag i lortene for at markere de store klatter.
"Vi er blevet omgivet af hundelorte i hele området. De ligger på hele strækningen. Det er svineri af værste karat," siger Søren Sørensen, der bor på Gøngehusvej.
Han er sikker på, at det er politibetjentene, som ikke har villet fjerne deres hundes affald.
"Der plejer aldrig at ligge lorte her. Vi har også selv hund, men folk kan altså godt rydde op efter dem. Og vi kan se på hundelortenes størrelse, at de kommer fra store hunde. Det er noget svineri i de her miljøtider," siger Søren Sørensen.
"Vores opgave er COP15"
Den ansvarlige for hundeførerne i Vedbæk Tonny Kronsell er meget kortfattet, da Det Grønne Område fanger ham på mobiltelefonen fredag formiddag.
"Jeg har tidligere fået en henvendelse fra en beboer, og jeg har informeret hundeførerne om det. Min opgave er at varetage de tyske hundeføreres ophold under COP15," siger Tonny Kronsell.
Men problemet er der jo stadigvæk - da vi var forbi i går, kunne vi se de første 20 lorte ligge?
"Jeg vil ikke udtale mig mere om det her. Vi har en opgave, der hedder COP15, og det er det, vi koncentrerer os om. Du må snakke med mine overordnede i Rigspolitiet," lyder det fra Tonny Kronsell.
I både Danmark og Tyskland er det ikke ulovligt at efterlade hundeefterladenskaber på åben gade.