Lars hjælper hospitaler i Laos
For 11. gang er Lars Heiselberg rejst fra Rigtrup ved Voldum til Laos for at sikre sig at over syv års arbejde, undervisning og 21 containere med hospitalsudstyr stadig kan bruges af hospitalsvæsenet i det fattige Laos.
Som formand for foreningen Team Laos Redningsmateriel til tredjeverdenslande er han taget til det fattige Laos for at reparere ødelagt materiel og i det hele taget tilse at det som foreningen har doneret kører optimalt.
På mandag vender han så tilbage til Danmark igen efter godt ti dages rejse.
Den tidligere falck-mand har sammen med fem nuværende og tidligere falck-folk tilsammen samlet og sendt brand- og hospitalsmateriel for over 500.000 dollars igennem syv år. Og den sum er endda stærkt nedvurderet, mener formand Lars Heiselberg.
I denne omgang er det især tændspoler til Falcks tidligere brandpumper på trailere, der er det vigtigste han medbringer fra Danmark. De er nemlig slidt op.
Trailerne med brandpumper monteret udgjorde under den Kolde Krig en vigtig del af beredskabet i Danmark, men er gennem de seneste par år helt udfaset.
Heldigvis har foreningen skaffet en del af dem til brug i Laos.
"Men vi kunne godt bruge flere og jeg ved at der rundt omkring i Danmark står en del uden motor. WV motoren på traileren er nemlig eftertragtet af WV-entusiaster, men de bruger jo nok ikke resten af indholdet på traileren," lyder opfordringen fra Lars Heiselberg.