Århusianske entertainere spreder smil i Mellemøsten
Vanebryderen Thomas Vovemod Lütken og tryllekunstneren Jesper Grønkjær fra Hasle har gjort det til deres mission at sprede danske smil verden rundt. Nu drager de af sted igen - denne gang til den arabiske verden
De to entertainere Thomas Vovemod Lütken & Jesper Grønkjær fra Hasle har med selskabet Smiling.dk igennem flere år turneret verden rundt og har givet shows med dansk humor, musik og trylleri på nogle af klodens mest ufremkommelige steder - lige fra hos kanibalerne i Ny Guinea til drag queens'ene i New York.
Deres mission er at vise, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker.
I starten af januar er det så blevet tid til endnu en rejse for de to barndomsvenner - denne gang går turen til Mellemøsten.
Smil og alvor kombineres
På den nye tur til den arabiske verden optræder duoen både for beduinerne i ørkenen og oliesheikerne i Dubai.
"Vi har tidligere bevist, at vi sammen kan skabe en humor, der rammer noget grundlæggende i alverdens mennesker. Vi har fået folk til at grine på tværs af landegrænser, økonomisk skel, hudfarve, status og religion. Smilet har vist sig at være et "sprog", som kan forene mennesker," fortæller Lütken & Grønkjær og fortsætter:
"Ud over de mange grin ønsker vi også at nedbryde fordomme blandt folk. På denne rejse har vi valgt Mellemøsten som destination, fordi mange herhjemme kun kender muslimerne fra negative historier i medierne. Vi håber at kunne komme hjem og med glæde berette, at muslimerne er et venligt og gæstfrit folkefærd, som tog godt imod os og vort show. Det er givetvis kun minoriteter i Mellemøsten, der brænder danske flag. På samme måde ønsker vi i den arabiske verden at vise, at det langt fra er alle danskere, der sympatiserer med Muhammed-tegningerne. Bag vores smil er der megen alvor, og når disse to begreber kombineres, så er det, at dialog og forståelse kan opstå."