Nordsjællændere får mest ud af skattelettelserne
Billige flekslån og skattelettelser giver boligejerne mere luft i økonomien
Boligejere i Nordsjælland kan se frem til mere luft i budgettet for 2010.
Det er de billige flekslån og skattelettelser, der giver boligejere nord for København over 100.000 kroner mere til rådighed næste år.
Det viser beregninger, som Danske Bank har foretaget for Politiken.
Faktisk ligger 30 kommuner i hovedstadsområdet øverst på listen over, hvor i landet borgerne får mest ud af det kommende års skattelettelser og lave renter.
Skatteminister godt tilfreds
At de højtlønnede københavnere får mest ud af næste års pengefest, skyldes til dels måden, skattelettelserne er skruet sammen på.
"Hovedpointen her har ikke været at lave en ensartet skattelettelse. Skattekommissionen anbefalede at sænke marginalskatten, og jo flere penge, man tjener, des mere glæde har man af det," siger Steen Bocian.
Den store forskel på, hvad danskerne får ud af skattelettelser og lave renter, bekymrer Socialdemokraterne.
"Beregningerne bekræfter helt og fuldt den skævhed, vi har kritiseret. Det er dem med de højeste indkomster, der får de store lettelser. De små får næsten ikke noget," siger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup.
Men skatteminister Kristian Jensen (V) ser ingen problemer i forskellen.
"Kernen i skattereformen er, at de, der betaler meget i skat, får lov at beholde lidt flere af deres penge. Selv efter reformen vil parret i Gentofte betale mere i skat, end de får fra velfærdssamfundet, så det er rimeligt nok, at vi belønner dem, der bidrager meget til samfundskassen. Og så skal man huske, at der finder en stor udligning sted mellem kommunerne, så Langeland får penge fra rigere kommuner som Gentofte," siger Kristian Jensen til Politiken.