Brabrand IF får sit eget brætspil
Er du byens største sportsgeni? Så er Brabrand IF's nye bræt-spil måske noget for dig. Spillet sælges for at tjene penge til klubben
Billeder af Brabrand IF's ungdomsspillere pryder den farvestrålende forside af klubbens nye brætspil. Et spørgsmåls-spil som umiddelbart ligner så mange andre med sine over 1.100 spørgsmål om sport fra hele verdenen. Men spillet har dog et lille tvist, for oven i de 1.100 spørgsmål er der desuden 100 lokale spørgsmål inden for sport, byen/egnen og erhvervslivet samt 250 ja/nej spørgsmål til børnene.
Spillet er lavet i 500 eksemplarer til Brabrand IF af firmaet Sportsfight, som har sørget for at skaffe sponsorer til finansieringen af spillene.
"Spillet er blevet til, fordi jeg er en del af bestyrelsen i Brabrand IF og vidste, at ungdomsafdelingen mangler penge. Samtidig arbejder jeg lige ved siden af Sportsfight, og de foreslog at lave et spil. Det synes foreningen var et godt initiativ, og Sportsfight gik i gang med opgaven at finde sponsorer til spillet," siger Michael Thøgersen, der er medlem af Brabrand IF's bestyrelse.
Penge til kunstgræs
På grund af de mange sponsorer koster det ikke Brabrand IF noget at få spillene lavet, så alle spil, der bliver solgt, er lig med penge lige i klubkassen.
"Der skal simpelthen lyde en stor tak til alle sponsorerne, det er helt fantastisk," siger Michael Thøgersen og fortsætter:
"Vi regner med at kunne få i hvert fald 100.000 kroner ind på at sælge alle spillene - pengene skal gå til at dække udgifterne til vores nye kunstgræsbane. Det har vi besluttet, fordi pengene på den måde både rammer bredden og eliten."
Spil+sponsering=vinder
Firmaet Sportsfight har været i gang med at lave forskellige spil i to år - for eksempel klimaspil og reklamespil til 80 byer i Danmark samt byer i Sverige og Tyskland, og nu kan firmaet altså også skrive sportsspil på cv'et.
"Med spil bliver man i godt humør og dét kombineret med sponsering, jamen så har du altså en vinder," siger Peter Alexander, der er direktør i Sportsfight, og fortsætter:
"Desuden er det her en smart og alternativ måde for sponsorerne at få deres navn ud." Og det er to af sponsorerne for Brabrand IF's brætspil enige i:
"Det er en rigtig god måde at støtte lokalidrætten og samtidigt få sit navn ud på en anderledes måde. Det er et super godt koncept for de små idrætsklubber," siger Peter Sørensen fra Danske Fragtmænd, før Michael Jørgensen, fra Malerfirmaet Helge og Michael Jørgensen, overtager:
"Og så ser det altså rigtig professionelt ud og virker som et rigtig godt spil. Jeg glæder mig da i hvert fald til at spille det."