Dyrenes ven er stadig bange

Kan man være bange for fart og så ernære sig som racerkører? Næppe. Ligesom det heller ikke vil være helt problemfrit for en fredsaktivist at være soldat. Eller hvad med en studievært med kameraskræk? Svært at forestille sig, ikke? På samme måde kan det umiddelbart også virke svært at være bange for dyr, og så alligevel arbejde som dyrefotograf. Men det er ikke desto mindre realiteterne for Birkerød-drengen Lars Ostenfeld, der igennem de seneste 15 år har arbejdet med dyr som en del af hverdagen. Igennem mange år i Danmarks Radio, hvor han står bag de populære dyreprogrammer Dyrepatruljen og Afrikas Øje.
"Jeg er bange for mange dyre. Faktisk alle dyr. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg skal ikke for tæt på dyrene. Jeg kan godt ryste lidt. Jeg er sindssyg bange for hunde, de har det med at slikke og snuse, så møder jeg en hund, er det med hænderne i lommen eller over på modsatte fortov," indrømmer Lars Ostenfeld, som netop har udgivet bogen Dyrs Våben. I den beskriver han ni vidt forskellige dyr, og hvordan de forsvarer sig. Arbejdet med bogen har sendt Lars Ostenfeld vidt omkring i verden. Regnskove, den afrikanske savanne, Borneo, Canada samt andre eksotiske steder. Og med frygten for dyr siddende i baghovedet er det ikke helt problemfrit for Lars Ostenfeld at tage på arbejde. Det er en overvindelse for mig. Jeg skal kæmpe med det. Jeg var i regnskoven på Borneo, hvor verdens største giftslange lever. Jeg er bange, men også fascineret. Vi er bare nogle små brikker, men vi kan lære af dyrene. Vi skal have respekt og kende dyrene," siger Lars Ostenfeld, der bor i Lyngby med sin familie.

Slangedrama

Det lå ellers ikke i kortene, at det skulle være dyr, som skulle blive Lars Ostenfelds levevej.
"Det startede som en tilfældighed. Jeg anede intet om dyr. Men ude på Danmarks Radio blev jeg sat sammen med Sebastian (Klein, red). Hans energi og fascination smittede af på mig. Så længe man bare kender dyrene og ved, at når der er parringstid eller er sult, skal man ikke for tæt på. Dyr er ikke farlige som sådan, og de vil helst undgå mennesker, men hvis de har unger, som de skal beskytte, kan de være farlige," forklarer Lars Ostenfeld.
Dyrene fylder som følge af dyrefotografens actionfyldte arbejde meget i hans tilværelse. Nogle gange indtager de således en lidt for stor rolle. Da Lars Ostenfeld sammen med sin familie var i Sydafrika for år tilbage for at filme programserien Afrikas Øje til DR, kom angsten for dyr til sin fulde berettigelse. En nat i den sydafrikanske Kalahari-ørken var nemlig ved at udvikle sig fatalt.
"Vi sov i et hus bygget af mursten, fordi vi ikke ville risikere noget. Om natten vågner min søn og græder. Jeg tror, at han har krampe, så jeg tager ham op i sengen. Så vågner min datter og siger, at der ligger en slange på hende, og vi tænder lyset, og der ligger en to meter lang cobra på hende," fortæller Lars Ostenfeld om det sydafrikanske mareridt. Med sin store erfaring fra dyreverdenen i bagagen bevarede Lars Ostenfeld dog roen og fik tilkaldt en af de vagter, som er fast inventar i den slags nationalparker. Herfra var det dog småt med opbakningen.
"Jeg kalder på en ranger, der er i nærheden. Der var to mærker på min søns lår, men rangeren fortæller, at der ingen modgift er. Vi skal i stedet køre til næste camp, men jeg ved, at man kun overlever en time, men alligevel kører vi. Det ender så med, at vi kører syv timer, inden vi møder en ambulance, og her siger lægen, at min søns krop selv har klaret det," fortæller Lars Ostenfeld, der dog måtte lade sin søn blive på hospitalet i en måned efterfølgende.
Oplevelsen fik dog ikke Lars Ostenfeld til at kvitte dyrearbejdet, men han er ekstremt bevidst om dyrenes farlighed.
"Jeg tænker mig om, men der er noget, der driver mig. Det er nok historien, om manden der trodser sin angst. Jeg er tit bag kameraet, og skjuler min angst bag kameraet. Så putter jeg det i en ramme og tænker i historier. Men op til er jeg enormt bange. Men fascinationen driver mig," siger Lars Ostenfeld.
Hans nyeste bog Dyrs Våben indeholder beskrivelser af blandt andet alligatorer, kronhjorte og elefanter. Billederne af mange af dyrene stammer fra Ostenfeld selv.
"Jeg har altid rejst meget og har altid haft mit kamera med," siger Lars Ostenfeld, som trods erhvervsrisikoen - som må siges at være en del større end andre børnebogsforfatteres - ikke kunne tænke sig at lave andet.
"Jeg har et godt job. Det at opsøge dyrene gør, at man kommer steder hen, som man ellers ikke ville komme hen, og jeg har så bare lært at leve med den angst og fobi, som jeg nu engang har," siger Lars Ostenfeld.