Tyv anholdt med tyvekoster i underbukserne
Genboen standsede villaindbrud på Lindevej i Højvangen og hjalp politiet med at pågribe tyven
"Min genbo er en superhelt," lyder det fra Kristen Asgeirsson, der tirsdag formiddag havde ubudne gæster i villaen på Lindevej. Heldigvis var genboen, Per Christian Faabender opmærksom og fik øje på tyven, der dog tog flugten, da han blev opdaget. Genboen alarmerede politiet, som hurtigt kom til stedet, og med Per Christian Fassbender på bagsædet af patruljevognen blev indbrudstyven pågrebet på Digterstien. Men ialt 16.000 islandske kroner i underbukserne og stjålne smykker i lommen indrømmede tyven ikke alene indbruddet på Lindevej, men også to andre indbrud på Kildebakken natten mellem mandag og tirsdag.
Tyven dukkede sig
Tyven havde skaffet sig adgang til villaen på Lindevej ved at opbryde et vindue til bryggerset med et koben kl. 11.20 tirsdag formiddag. Udover kontanter og smykker havde indbrudstyven desuden samlet et digital kamera og en bærbar pc og andet tyvegods, han gjorde klar til at fjerne fra stedet. Genboen Per Christian Fassbinder fik øje på skikkelsen i huset og undrede sig over, at der var nogen hjemme på tidspunktet. Da han gik over mod huset, følte tyven sig pludselig opdaget og dukkede sig i al hast. "Og det plejer jeg altså ikke at gøre, når min nabo kommer forbi, så han vidste, at den var gal og ringede til politiet," siger Kristen Asgeirsson, der selv var på arbejde på gerningstidspunktet. "Det er da ubehageligt, at der har været nogen inde og rode i huset og så lige her op til jul, men det er da dejligt, at min genbo var hurtig og hjalp med at pågribe tyven," siger Kristen Asgeirsson. Et besøg på tyvens bopæl afslørede effekter fra andre tyverier og indbrud og gav anledning til ransagninger på tre andre adresser i Skanderborg tirsdag eftermiddag. Udover indbrudssigtelserne kan tyven også se frem til en sigftelse for hæleri.