Leo kan sælge is i Sibirien
Leo Andersen har 1. januar 40 års jubilæum ved Danisco i Brabrand og kan blandt andet bryste sig af at have solgt is i Sibirien
Leo Andersen fra Hårup er uddannet mejeritekniker fra Ladelund Mejeriskole. Da han i 1970 blev ansat på laboratoriet i Brabrand-virksomheden, som dengang hed Grindstedværket, skulle det blot være et skridt på vejen videre i mejeribranchen.
Men mejerierne forsvandt et for et, og jobbet i Brabrand, hvor han var med til at udvikle emulgatorer og stabilisatorer til fødevareindustrien i hele verden, viste sig at være en del mere spændende, end den unge mejeritekniker havde troet.
Fokus på is
I de seneste år har Leo Andersen haft sit faglige fokus på is. Dels har han været med til at udvikle nye typer iscreme, blandt andet lavfedt og lavsukker iscreme. Dels har han rejst i store dele af verden for at hjælpe Daniscos kunder med at forbedre deres produkter.
Nogen siges at kunne sælge sand til Sahara - Leo Andersen har hjulpet med at sælge is til Sibirien.
"Der bliver spist meget is i Sibirien, også når det er koldt. Vi har faktisk udviklet en iscreme, der går imod lavfedt trenden. Den har et højt fedtindhold og giver masser af energi i en kold tid," fortæller Leo Andersen.
Ud i verden
Tre uger efter jubilæet fylder Leo Andersen 67, og med udgangen af januar forlader han arbejdspladsen for at nyde sit otium hjemme i Hårup - og ude i den store verden. Han har i tidens løb set en del lufthavne og fabrikker, men glæder sig til nu at rejse ud og opleve verden som turist sammen med hustruen.