Jyllinge Butikscenter bliver udvidet
Kun få detaljer mangler før Jyllinge Butikscenter kan afslutte en handel, der lægger op til en centerudvidelse på 4000 kvadratmeter med fire lækre specialbutikker, en stor Netto, et nyt lægehus, en større Kvickly og nye parkeringspladser
Butikscenteret i Jyllinge står foran en omfattende udvidelse. Sådan har sangen lydt i mange år, men gang på gang er planerne faldet til jorden eller lagt tilbage i skuffen. Nu skulle den imidlertid være god nok. Ifølge centerforeningsformand Bo Nielsen, så er planerne om en udvidelse så langt fremme, at kun de sidste detaljer mangler at falde i hak. "I starten af januar skal centerforeningen afholde en generalforsamling, hvor planerne skal endeligt godkendes. Det kan stadig nå at falde til jorden, men jeg har en god mavefornemmelse, for alle tre parter har givet nogle input der gør, at jeg virkelig tror på det denne gang", siger Bo Nielsen, inden han kommer nærmere ind på de få detaljer. "Lokalplanen er klar og tydelig. Den giver mulighed for en udvidelse, men derudover skal vi købe jorden udenom centeret og de grønne områder af Roskilde Kommune. De har tilbudt at sælge det til os, og det forventer jeg går i orden. Til sidst skal vi have udlejet de fire nye specielbutikker, som ifølge planen kommer til at ligge i udvidelsen," siger Bo Nielsen til Lokalavisen. Udvidelsen af det lokale center, som Amstrup & Baggesen bliver entreprenør på, kommer til at bestå af tre etaper. Den første etape er også den største og mest omfattende. Den kommer til at bestå af 2000 kvadratmeter på den østlige side ud mod cirkuspladsen. Her vil Netto flytte ned og fylde de 1000 kvadratmeter, mens de sidste 1000 skal bruges til fire specialbutikker.
Sko, legetøj og en isenkrammer
Anden etape bliver en 1200 kvadratmeters udvidelse af Kvickly i den modsatte ende - nemlig ud mod Planetvej. Tredje etape bliver et nyt lægehus på 850 kvadratmeter, som efter planen skal ligge ved cirkuspladsen. Derudover vil der blive bygget 135 nye parkeringspladser, hvor der også er planlagt en støjvold ud mod Baunestien. "Denne udvidelse opfylder først og fremmest de ønsker, som vi altid har haft for det her center, nemlig nye og spændende specialbutikker. Med udvidelsen af Kvickly, en større Netto og en renoveret Fakta-butik, så har vi dagligevarebutikkerne på plads. Derfor skal vi fokusere på detailbutikker. Som sagt har vi endnu ikke lavet aftaler med fire købere eller lejere, men vi har allerede fået ti henvendelser, så det skal vi nok få på plads. En isenkrammer eller en cykelhandler kunne være interessant, men skotøj, legetøj eller en boghandler er andre spændende muligheder", siger Bo Nielsen og understreger, at centeret faktisk kan udvides endnu mere.
Ligner en cowboylandsby
"Ifølge lokalplanen, så kan vi også udvide med 4000 kvadratmeter inde i det nuværende center, men det mener vi ikke, at der er basis for i øjeblikket. Man kan også bygge for meget på én gang. Nu prøver vi det her i første omgang, og så kan vi altid kigge på de øvrige muligheder om nogle år", siger centerformanden. Han lægger ikke skjul på, at udvidelsen af Jyllinge Butikscenter er en tiltrængt nødvendighed. "For at være helt ærlig, så ligner centeret i dag en cowboylandsby. Jyllinge-borgerne fortjener et pænere center, hvor der samtidig er mulighed for oplevelser. Planerne for denne udvidelse lægger også op til et pænere center, hvor der først og fremmest vil være et pænt og indbydende indgangsparti, men vi vil også skifte de nuværende betonfliser ud med granitsten, ligesom vi skal have et kundetoilet. Det skal være et sammenhængende center hele vejen rundt", siger Bo Nielsen. "Hvornår tror du, at I kan tage første spadestik til udvidelsen af centeret"? "Til foråret. Det er mit bud, og det første spadestik bliver taget til Netto, som altså kommer til at ligge i den store 2000 kvadratmeter store udbygning". "Hvornår tror du, at hele byggeriet står klar"? "To år vil jeg tro. Til den tid vil byggeriet af lægehuset måske stadig være i gang, men Kvickly vil stå klar, og det vil de nye butikker også".