Så mange var ordene
Borgmesteren takkede på sit sidste byrådsmøde for "god ro og orden gennem fire år"
Jesper Bach har ledet sit sidste byrådsmøde. For 12 andre byrådsmedlemmer blev det også det sidste med dem som folkevalgte omkring bordet i byrådssalen på Furesø Rådhus i Farum.
Det skete onsdag aften, hvor det sidste ordinære møde i denne valgperiode blev afholdt. Der var i dagens anledning stillet blomster frem til alle dem, der takkede af.
"Tak for god ro og orden gennem de fire år, der er gået," sagde Jesper Bach efter et åbent møde, der havde varet fem kvarter.
Et af punkterne var Enhedslistens forslag om en ny aftale med FCN, og den omtaler vi senere her på furavis.dk. Øjvind Vilsholm fra Enhedslisten fik således sluttet sin valgperiode af med manér, og var i dagens anledning mødt frem i knaldende rød trøje.
Herefter var der lige et enkelt punkt på den lukkede dagsorden, inden byrødderne stimlede sammen til en fælles julemiddag.
I morgen, torsdag eftermiddag, holder Jesper Bach afskedsreception på Furesø Rådhus i Værløse.