Økonomien skal kulegraves
Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen vil lave en plan, der skal genoprette den økonomiske balance på regionens hospitaler
Det ser skidt ud med økonomien på Region Hovedstadens hospitaler. Hospitalerne kommer ud af 2009 med næsten 300 millioner kroner i underskud, og det må ikke gentage sig, fastslår regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).
Hun vil nu have Region Hovedstadens direktion til at sætte sig sammen med hospitalernes direktioner for at kulegrave økonomien og lægge en plan for, hvordan den økonomiske balance kan sikres, så beløbet kan betales tilbage.
Vibeke Storm Rasmussen retter samtidig en skarp kritik af regeringen.
"Regeringen lover borgerne mange nye behandlingstilbud i disse år, uden at der sendes penge med til at løse opgaven. Derfor er det en vanskelig tid at drive hospital i, men det betyder jo ikke, at vores hospitaler bare kan bruge løs uden at have styr på økonomien," siger regionsrådsformanden.
Herlev Hospital står for den største budgetoverskridelse på 135 millioner kroner, men også Hvidovre Hospital har et stort underskud på 70 millioner kroner.
Det eneste af Region Hovedstadens hospitaler, der gav overskud i 2009, var Rigshospitalet.