To lokale ildsjæle er i finalen
Der er 33% procent chance for, at Årets Østjyde 2009, som kåres af TV2 Østjylland, er fra Skanderborg Kommune. Du kan være med til at afgøre, hvem der skal vinde
Årets Østjyde 2009 afsløres søndag den 20. december ved et stort finaleshow i Turbinehallerne i Århus, hvor vinderen findes ved en sms-afstemning blandt seerne. To af de seks finalister til den ærefulde titel er fra Skanderborg Kommune. Det er Leif Norup Larsen, som med seks individuelle og meget personlige indstillinger tager plads i opløbet sammen med Hans Gravsholt fra Herskind. Leif Norup Larsen har tidligere været leder af socialpsykiatrien i Ry og er engageret bagmand i MIA-gruppen i Skanderborg. Et sted, hvor folk med en psykisk lidelse eller med smerte i sjælen kan komme og få en snak og føle et trygt samvær med andre ligesindede. "Det er fantastisk, at folk har skrevet sådan nogle søde ord om mig. Jeg er både stolt, genert og blufærdig over det. Men vigtigst er det, at det bekræfter mig i, at psykiatri handler om blidhed, nænsomhed og menneskelighed. Det er dét, jeg er indstillet for, og dét jeg har kæmpet 40 år af mit liv for. Det dur ikke, at psykiatrien skal være antiseptisk, men sådan udføres og udmøntes psykiatrien desværre ofte," siger Leif Norup Larsen. Hans Gravsholt, som ses på billedet, er indstillet af Landsbyrådet i Herskind-Skivholme for sit dybe og årlange engagement i det lille lokalsamfund. Læs Hans' kommentar til indstillingen i fredagens avis.