AGF-aktien SAS-ligaens billigste
Omkring fire kroner skal man betale for en andel i "de hviie", hvilket er det billigste af de børsnoterede storklubber
Finans AGF-aktien lever som de fleste andre fodboldaktier en omtumlet tilværelse. Da Århus Elite for nylig præsenterede et stort underskud, kvitterede markedet med at sende aktien ned, så den nu ligger omkring fire kroner per aktier.
Dermed er AGF-aktien den billigste af børsnoterede danske klubber. Selv efter drøje hug er FCK-aktien stadig nummer et til omkring 300 kroner, herefter følger Brøndby, som man får cirka ti gange billigere til kurs 28,00 i skrivende stund. Den øvrige rækkefølge er: Aab 12,40 kroner, Silkeborg IF 10,20 kroner, FCM Holding 10,50 kroner.
Klubberne kan ikke tjene penge
Det burde være ret simpelt: Hvis du køber AGF-aktier og kursen stiger, så kan du tjene penge. Men så simpelt er det ikke. Det er vigtigt at tage en lang række faktorer samt kursernes historik med, når du vil købe aktier. Du kan se kursernes udvikling på blandt andet www.borsen.dk under "kursinformation" ved at klikke på den enkelte aktie. Om andre forhold ved fodboldaktier siger fodboldøkonom Troels Troelsen ved Copenhagen Business School:
"Fodboldaktier burde aldrig have været på fondsbørsen, for alt tyder på, at klubberne ikke er i stand til at tjene penge. Grunden til, at klubberne alligevel er på børserne er, at de så har muligheden for at rejse kapital, som de så bruger med det samme igen. Når investorer og banker så alligevel skyder penge i fodboldklubber, som ikke giver overskud, så skyldes det, at fodboldklubberne er et offentligt samlingspunkt, hvor der er masser af branding- og reklamemuligheder. Bankerne er selv ofte sponsorer i de klubber, de skyder penge i, og derfor trækker de ikke tæppet væk under klubberne.
Derfor kan man ikke sige, at det er direkte ufornuftigt at bankerne lader klubberne køre videre. Ej heller, at deres aktier bliver på børsen, for aktierne og fodboldklubberne tjener et ganske bestemt formål," siger Troels Troelsen, som alligevel opfordrer investorer til at overveje, om de køber fodboldaktier for at tjene penge eller for at støtte deres klub.
"De, som kan få mest ud af fodboldaktier er daytraderne, som sidder og spekulerer i om aktienerne stiger eller falder over en meget kort periode. De går ikke op i, om aktien er en del af en givtig forretning på sigt. De går op i at tjene penge. Hvis man ikke er daytrader, så kan man jo alligevel godt købe fodboldaktier, fordi man elsker sin klub. Men man skal ikke forvente store overskud på aktierne, for hvis en klub endelig skulle komme til penge, så bliver pengene brugt på gode spillere, som skal have en høj løn. Målet er, at klubben kan komme højere op i tabellen, hvor man får adgang til europæisk fodbold, og det er egentlig også det som både banker, fans og investorer helst vil have."