Mette Thiesen melder sig ind i Dansk Folkeparti
Folketingspolitiker Mette Thiesen meldte sig kort efter valget ud af Nye Borgerlige, og hun har siden da været løsgænger. Men nu er den tilværelse som fri fugl i Folketinget slut.
For i et interview med Jyllands-Posten offentliggør hun nu, at hun har meldt sig ind hos Dansk Folkeparti.
»Jeg har faktisk aldrig været i tvivl om, at det skulle være Dansk Folkeparti,« siger Mette Thiesen til Jyllands-Posten.
På sin egen Facebook-side uddyber hun beslutningen:
»Dansk Folkeparti har været i en rivende udvikling, siden Morten Messerschmidt tog over – og jeg er helt sikker på, at med ham ved roret, vil Dansk Folkeparti igen vokse sig til et stort parti. Dansk Folkeparti er et parti med kærlighed til fædrelandet, et nationalkonservativt parti med familierne og værdierne i fokus. Et parti, der er blå bloks bløde hjerte, og som kæmper for de, der er de mest udsatte i vores samfund. Derfor var beslutningen heller ikke svær,« skriver hun.
Bruddet med Nye Borgerlige kom i kølvandet på uenigheder med partiledelsen og efter sagen om, at hendes kæreste var blevet anklaget for at slå en partiansat til en valgfest.
Med Mette Thiesens skifte til Dansk Folkeparti, tager hun samme vej som sin tidligere partifælle Mikkel Bjørn Sørensen. I forrige uge forlod han nemlig Nye Borgerlige til fordel for DF i protest mod kommende formand Lars Boje Mathiesen (NB).
am