Bitcoin-pirat tordner mod borgmester: »Blottet for logik«

Forhandlingerne om havneudvidelsen i Aarhus går i gang i næste uge, og klapning af bundslam i Hjelm Dyb er stadig på tegnebrættet. Hyklerisk og torskedumt, siger bitcoin-milliardær og lodsejer på øen Hjelm Niklas Nikolajsen von Karlshof

Artiklens øverste billede
At Aarhus Kommunes planer om dumpning af slam i Hjelm Dyb endnu ikke for længst er taget af bordet er både hyklerisk og torskedumt, siger bitcoin-milliardær og lodsejer på øen Hjelm i Syddjurs, Niklas Nikolajsen von Karlshof. Privatfoto

I næste uge går de politiske forhandlinger om udvidelsen af Aarhus Havn i gang, og det har igen skabt debat om den planlagte dumpning af slam i Hjelm Dyb ved øen Hjelm i Syddjurs Kommune, ikke mindst fra Bitcoin-milliardæren Niklas Nikolajsen von Karlshof, som ejer blandt andet fyrtårnet på øen og toppen af fyrbakken på øen.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg tidligere har udtrykt mig i klare vendinger, om hvordan Aarhus Havn og Aarhus kommune vil dumpe slam i Aarhus Bugt, selvom man ikke reelt kender konsekvenserne af det. Det er i bedste fald torskedumt - i værste fald torskedum ondskab,« siger han.

Havneudvidelsen i Aarhus kræver, at der fjernes slam, såkaldt sediment, fra bunden, som traditionelt dumpes, eller klappes som det hedder, andre steder. 

Protester i hobetal

I første omgang var der udsigt til, at Aarhus Kommune ville klappe tæt på en million kubikmeter sediment i Hjelm Dyb, og det skabte store protester.

Syddjurs Kommune indsendte, sammen med andre oplandskommuner, høringssvar, og hele Byrådet samlede sig i et budskab om, at de ’ikke var tilhængere af en klapning ved Hjelm Dyb’. I slutningen af sidste år gik Syddjurs ind i et samarbejde med fem andre kommuner, heriblandt Aarhus, om at forbedre havmiljøet i Kattegat. I den forbindelse udtalte borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, blandt andet:

»Vores havmiljø er sårbart, følsomt og udfordret. Vi skal passe godt på det nu – og i fremtiden. Vi har brug for konkrete initiativer, der kan være med til at sikre, at vi opnår en bedre miljøtilstand, klarere vand, flere fisk, flere fugle, mere liv.«

I sidste uge på sin Facebookprofil i et opslag om havneudvidelsen, skrev han:

»Havmiljø – Miljøkonsekvensvurderingen viser, at der ikke er nogen permanente skader på havmiljøet. Det er alligevel vigtigt for Socialdemokratiet, at vi kraftigt begrænser brugen af klapning – både af hensyn til klimaet og ud fra et forsigtighedsprincip. Desuden vil vi med projektet kunne forbedre det kystnære havmiljø ved at lave stenrev, plante ålegræs og andre tiltag.”«

Ikke imponeret over borgmesteren

På trods af protester og gode hensigter med at ville forbedre havmiljøet i Kattegat, så viser borgmesterens formulering, at klapningen ikke er taget tegnebrættet. 

Det mener i hvert fald Niklas Nikolajsen von Karlshof, og han er ikke imponeret.

»Borgmesteren taler sig op i en krog. Der er nemlig intet forsigtighedsprincip i at klappe delvist ukendt sediment. Det kan virke næsten ufatteligt, at man ikke har taget klapning som metode helt og aldeles ud af planerne, når der foreligger en detaljeret rapport fra Geoscandic, samt flere ekspertudtalelser, der belyser usikkerhederne.»

Han mener, at planer om stenrev, ålegræs og såkaldte andre tiltag, er en god idé, hvis man kærer sig for havmiljøet i Danmark, men siger:

»Hvordan et byråd i Aarhus kan beslutte sig for at ødelægge havbunden med den ene hånd, for at forbedre den i mindre skala med den anden, kan kun være en gåde. Det er ganske enkelt blottet for logik.«

Op med læderet for miljørapport

Niklas Nikolajsen von Karlshof betalte af egen lomme tidligere på året for en miljørapport, der konkluderede, at det er umuligt at afvise, at en klapning har miljømæssige konsekvenser. 

Det gjorde han, fordi han er tæt knyttet til området ved Hjelm, da han er opvokset på Djursland og nu ejer en del af øen. Om sin kamp mod klapningen har han tidligere til Ebeltoft Folketidende udtalt:

»Hvis vi vil have, at der skal ske noget med vores lokalsamfund, så skal vi selv få det til at ske. Derfor har jeg valgt at involvere mig heftigt i det her, og jeg kan vist godt love, at den klapning ikke får gang på jord - eller vand for den sags skyld.«

Egoistisk

Planerne om havneudvidelsen i Aarhus har været længe undervejs og gået så grueligt meget igennem. Protesterne er massive, og langt størstedelen af dem har handlet om bekymringer over de påvirkninger, en havneudvidelse vil have på klima, miljø og naturoplevelsen. Et borgerpanel, udpeget af kommunen selv, opfordrer kraftigt til, at hele projektet sættes i bero, for grundlaget for udvidelsen er for svagt, og det går alt for stærkt. Den holdning deler Metin Lindved Aydin, der sidder i Aarhus Byråd for Det Radikale Venstre. 

»Vi føler os på ingen måde overbeviste om, at planerne for havneudvidelsen er til gavn for hverken Aarhus eller kommunerne omkring. Det ser ud til, at der er et flertal i Aarhus Byråd for at gennemtrumfe udvidelsen, og hvis det sker, så mener jeg, man har negligeret både borgerne og alle de omkringliggende kommuner, som har indgivet kritiske høringssvar, herunder Syddjurs. Det ville i mine øjne være både arrogant, uansvarligt og egoistisk.«

Ødelæggelser for 250 milliarder

Han afviser fuldstændigt, at klapning kan komme på tale og henviser til den rapport, som Finansministeriet udkom med i sidste uge, der viser den første beregning af Danmarks grønne bruttonationalprodukt. 

Ifølge rapporten ødelagde vi i 2019 naturen og miljøet for hele 250 milliarder kroner, og tabet af biodiversitet står for 100 af dem. 

»Den miljørapport, som Aarhus Havn tidligere på året fik lavet, der konkluderer, at klapning af sediment ikke har nogen langtidsskadelig virkning på miljøet, kan jo ikke være sande samtidig med, at de her tal viser, hvor meget vi ødelægger vores natur for. Det burde være verdens største wake-up call for os alle om, at vi skal tænke os grundigt om og ikke gøre noget forhastet.«

Følelser og fakta

Michael Stegger Jensen (S), borgmester i Syddjurs Kommune, understreger, at han og et samlet byråd stadig i dag modsætter sig en dumpning af slam i Hjelm Dyb.

»Vi blander os overhovedet ikke i havneudvidelsen i Aarhus, men vi er naturligvis ikke tilhængere af, at nogle kommer og klapper sediment på et så særligt sted som Hjelm Dyb. Jeg synes dog, det er positivt, at Jacob Bundsgaard nu melder ud, at han vil bruge et forsigtighedsprincip, for det forstår jeg sådan, at han anerkender, at vi måske ikke kender alle konsekvenserne af en dumpning.«

Om der i Aarhus-borgmesterens formulering ligger en anerkendelse af, at det skulle være tilfældet, har det ikke været muligt at spørge ham selv om, men den socialdemokratiske ordfører for havneudvidelsen i Aarhus Kommune, Steffen Wich, siger:

»Vi går efter at få reduceret klapningen, og faktisk aller helst få den helt fjernet fra projektet, Vi kan se, at klapning fremkalder mange reaktioner, senest ved Lynetteholmen i København, så det har vi vurderet er en generelt dårlig vej at gå.«

Så er det på grund af frygten for protester, at I nu ønsker at reducere klapningen?

»Nej. Der er selvfølgelig mange følelser i det, men det er jo også fagligt en dårlig ide at lave klapninger. Havmiljøet har det rigtig skidt, og vi skal også i denne forbindelse være med til at forbedre havmiljøet.«

Når du siger, det er en fagligt dårlig ide, er det så, fordi I anerkender, at det kan have miljømæssige konsekvenser på lang sigt og dermed taler imod den rapport, I selv har fået udarbejdet, som siger, at det ikke har?

»Nej, der er mange rapporter i det her projekt, og vi tror på dem allesammen. Det er mere en kombination af faglighed og et forsigtighedsprincip. Vi vil have den grønneste løsning på havneudvidelsen.«

Intet mod udvidelsen - som sådan

Niklas Nikolajsen von Karlshof har som sådan intet imod en havneudvidelse, men mener, at som planerne er nu, så strider de mod kommunens og havnens egne politiske og strategiske ambitioner om bæredygtighed og borgerinddragelse.

»Og da særligt, hvis det udføres af et politisk flertal, der dermed vil kunne betegne sig som hyklere, der, ironisk nok og i sagens natur, modarbejder sig selv - men værst af alt det folk, de repræsenterer,« afslutter han.

Flertal med 19 stemmer

Sammen med Venstre og de Konservative kan Socialdemokratiet i Aarhus samle et flertal (19 ud af 31 stemmer) for vedtagelse af lokalplanen om udvidelse af Aarhus Havn. 

Borgmesteren har indkaldt alle partier til politiske drøftelser af sagen tirsdag 7. februar. Jacob Bundsgaard udtalte til JP Aarhus i sidste uge, at han forventer, der er taget en beslutning inden sommerferien.

»Jeg vurderer, at vi med de rapporter, og det år ekstra, vi har lagt på borgerinddragelsen, har fået et meget stærkt beslutningsgrundlag. Tager man eksempelvis klimaberegningen, så er der ikke tidligere i Aarhus’ historie eller i danmarkshistorien lavet en mere detaljeret klimaberegning i et infrastrukturprojekt. Jeg vurderer, at det er meget grundige analyser, der er lavet,« sagde han til Jyllands-Posten 27. januar.

Det taler vi om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens østjyske tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.