Ægtepar vinder 50 mio. kr. og går på tidlig pension: »Det er fuldstændig vanvittigt!«
Et ægtepar fra Midtsjælland har vundet hele 50 mio. kr. på Joker-gevinsten - eller for at være helt præcis er der gået 49.496.882 kroner ind på kontoen.
Det oplyser Danske Spil, der har talt med de tidligere vindere, som holder sig anonyme, men fortæller, at den store gevinst har givet en frihed, de indtil videre kun har kunnet drømme om.
Se video og billeder: Brandvæsen måtte rykke massivt ud til eksplosiv storbrand og evakuere
Parret er holdt op med at arbejde, har købt nyt hus (kontant), har afbetalt al gælden, og har lige så mange penge på kontoen, at de kan købe hvad de vil, når de vil. Men derudover fortsætter hverdagen som hidtil.
»Hverdagen går jo videre. Den bliver bare lidt nemmere økonomisk. Men konen køber stadig genbrug på kræmmermarkeder, og vi drikker den samme vin til aftensmaden,« fortæller manden stille og roligt.
»De første tre uger kunne vi jo slet ikke kapere det. Vi sov dælme ikke godt. Det var fuldstændigt vanvittigt. Vi fattede ikke en brik. Det er jo et svimlende beløb. Og selv om jeg skrev det ned på et stykke papir, så kunne jeg slet ikke rumme alle de nuller, men så kom Danske Spils millionærrådgiver ud, og han hjalp til med at få det hele sat i de rigtige kasser,« fortæller han.
»Vi har fået investeret i aktier og obligationer, fået betalt alt vores gæld og vi har fået købt et hus.«
Ægteparret havde i forvejen kigget på nyt hus, men manden indrømmer gerne, at det nu er endt med et nyt hus i en helt anden prisklasse, end de oprindeligt kiggede på.
»Ja, det blev et noget større hus, så vi kan have besøg af hele familien med børn og børnebørn på en gang.«
Alle, der har spillet Lotto, har spurgt sig selv, hvad de ville gøre, hvis de vandt den store gevinst. Det havde ægteparret også forinden.
»Vi vidste kun, at vi ville holde op med at arbejde. Ellers havde vi ikke fantasi til at forestille os noget. Vores primære ønske er bare, at vi skal have, så vi har rigeligt i hverdagen og hvis vi falder over noget, som vi vil have, så skal vi kunne købe det, og det kan vi nu. Vi kommer ikke til at mangle noget,« siger manden.
Og det gør familien nok heller ikke. Børnene har fået det arveforskud, de må – og de nåede såmænd også at få nogle julegaver, der var en hel del større end sædvanligt. Det var nemlig sådan, ægteparret breakede nyheden om den store gevinst overfor familien.
»Der var ingen bløde gaver i år. Der var både penge og alt muligt andet. De spurgte allesammen, hvorfor de skulle have så store gaver, og så fortalte vi det. Og så blev der jublet!” fortæller manden.
ddp