Eleverne har talt: 52 procent mener skoletoiletterne er ulækre
National trivselsmåling viser, at eleverne i folkeskolen fortsat ikke er imponerede over skolernes toiletforhold - det gælder også i Hillerød Kommune
52 procent af eleverne i de små klasser i Hillerød Kommunes folkeskoler mener, at toiletterne ikke er rene. Det bliver et blankt "nej" fra 52 procent af de mindre elever, når de bliver stillet spørgsmålet. I de lidt ældre klasser og i udskolingen er der opløftende nyt om renheden, for her erklærer 54 procent af eleverne sig enten "helt uenige" eller "enige", når de bliver spurgt, om toiletterne er "pæne og rene" på skolen.
Det skyldes ikke, at der ikke bliver gjort rent på toiletterne, og det betyder, at vi skal have fokus på elevernes brug af toilettet
Toiletrenheden er et af tre punkter, som skoleudvalgsformand Peter Frederiksen hæfter sig ved, efter resultatet af de nationale trivselsmålinger var oppe på seneste udvalgsmøde.
"Problemet med toiletterne er ikke specifikt gældende for Hillerød Kommune, men et tilbagevendende problem på landsplan. Her lokalt kan man sige, at det ikke skyldes, at der ikke bliver gjort rent på toiletterne, og det betyder, at vi skal have fokus på elevernes brug af toilettet. Vi har i udvalget ikke diskuteret, hvad vi gør konkret endnu, men vi vil italesætte problemet over for ledelser og skolebestyrelser, når vi møder dem ude på skolerne," siger Peter Frederiksen til Hillerød Posten.
Uro
De to andre punkter, som udvalget har hæftet sig ved, er, at der er en generel uro i klasserne, og at de ældre elever oplever en faldende motivation, når de når større klasser. Mere end halvdelen siger, at det enten "tit" eller "nogle gange" er svært at høre, hvad læreren siger i klassen i indskolingen.
"Der er mange børn, der siger, at der er larm. Det skal vi have fokus på for at få nedbragt den uro. Og så skal vi prøve at gøre vores ældste elever mere motiverede til at gå i skole. Der er en tendens, man ikke bare ser i Hillerød. Der skal vi have talt med fælleselevrådet og ledelser og bestyrelse om, hvordan vi får skabt en skole, der motiverer de unge mere. Når de ikke er det, bliver de også mindre uddannelsespararate og til at træffe de valg, de skal gøre sig - uanset om det er erhvervsskole eller gymnasium, de skal videre til," siger skoleudvalgsformanden.
Udskudt test
Ifølge referatet fra mødet i udvalget, er det "skoleledelserne, der behandler egne skolerapporter lokalt på skolen med inddragelse af elever, medarbejdere, forældre og skolebestyrelsen."
Normalt bliver den nationale trivselsundersøgelse udført i januar-marts, men i år valgte Undervisningsministeriet at udskyde målingen, efter at dagbladet Politiken kunne afsløre, at hundredetusindvis af elever havde fået gemt personlige oplysninger knyttet til cpr-nummeret.