Thy rykker til Aarhus: Ny butik skal promovere det vestjyske
Den nordvestjyske egn får sin helt egen butik i hjertet af Aarhus
Lokalbryg, rav-ost, øl-is og snaps på ingredienser fra nationalparken.
Det og mange andre vestjyske produkter kan aarhusianerne snart få prøver på i en ny butik i Skt. Clemens Stræde.
Her åbner VisitThy en butik i november måned.
Men hvad får thyboerne til at åbne en butik i landets næststørste by næsten 200 kilometer sydøstpå?
"Det er fordi, vi oplever, at det er begrænset, hvordan man møder Thy rundtomkring i landet. Vi har en masse at byde på, og det fortjener I at få lidt at vide om. Thy producerer jo afsindigt gode produkter og oplevelser," siger turistchef for VisitThy, Ole Riis Christensen, og nævner straks Cold Hawaii i Klitmøller, Nationalpark Thy og de mange vindmøller.
"Det hele rykker vi ind i Skt. Clemens Stræde, så man kan komme ind og få en god Thy-historie eller smage på nogle af vores fortræffelige produkter," forklarer han.
Så I har ikke gang i en større hvervekampagne, der skal lokke folk fra Aarhus til Thy?
"Nej, nej. Jeg er jo turistchef og vil gerne gøre opmærksom på, at der er en masse at opleve hos os, men skulle man have lyst til at købe et hus, så er man selvfølgelig også velkommen til det," griner Ole Riis Christensen.
Turistorganisationen har tidligere haft lignende tiltag i København.
"Vi har i flere år lavet lidt forskelligt i Torvehallerne, på Strøget og foran rådhuset. Men der er jo endnu kortere til gode oplevelser ved vestkysten fra Aarhus, og det vil vi gerne vise," siger turistchefen, som har forskellige arrangementer i støbeskeen.
Der vil blandt andet blive budt på et østersevent op til nytår.
"Og så pønser vi blandt andet på at sætte en bus ind fjerde juledag, hvor vi har det store, årlige vinterbadningsarrangement i Vorupør. Skulle nogle fra Aarhus være interesserede, så vil vi at arrangere en bustur frem og tilbage," lover Ole Riis Christensen, som også vil arrangere forskellige egns-smagninger i butikken og gode fortællinger om Thy-historien.
VisitThy har fået et hav af henvendelser fra eksil-thyboer, der gerne vil stå i butikken, efter et opslag på Facebook.
"Det skal jeg lige love for, vi har. Der er åbenbart rigtig mange fra Thy, der læser eller bor i Aarhus. Vores opslag er blevet delt helt vildt."
Butikken vil være åben frem til medio januar.