Et klap på skulderen eller et los bagi
Klumme Forleden læste jeg et velgørende citat. Det skulle efter sigende være en af Johannes Møllehaves venner, der er ophavsmanden. Det lyder sådan her: ”Der er kun 40 centimeters forskel på et klap på skulderen til et los bagi!”.
Først trak jeg på smilebåndet. Over billedet. Den befriende enkelthed. Glimtet i øjet. Og over den helt umiddelbare sandhed, der ligger i udsagnet. Da smilet fortog sig, blev jeg ramt af den alvor, som udsagnet også indeholder. For der er virkelig snublende kort vej mellem et klap på skulderen – en opmuntring, en trøst, en kærlig gestus – til det modsatte – en opsang, en skideballe, en hårdhændet behandling.
Alle med børn kender det. Afstanden mellem at opmuntre barnet til selv at tage de drilske støvler på til at skælde barnet ud over, at I nu kommer for sent, fordi de støvler ikke kunne komme på lidt hurtigere, er nogle dage uendelig kort. Ja, 40 centimeter kan i disse øjeblikke være højt sat.
I sig selv er der intet i vejen med hverken et klap på skulderen eller et los bagi. Omvendt kan der være alt i vejen med begge dele, når de leveres på det forkerte tidspunkt. Der findes klap på skulderen, der velment – om end misforstået – kamuflerer en løgn. Og der findes los bagi, der mest af alt minder om et spark på én, der i forvejen ligger ned. Omvendt findes både det ene og det andet i livgivende versioner, når de leveres med indsigt, omsorg, respekt og nærvær.
Når vi ser os om, er der mennesker i vores nærhed, hvis liv er gået i stå eller i stykker. Mennesker, der lever med en oplevelse af ikke at slå til. Mennesker, der ikke kan finde sig en plads i verden. Mennesker, der leder efter eksistensberettigelse.
Der er ingen tvivl om, at disse mennesker i det allermindste fortjener et klap på skulderen. Eller som jeg engang læste et andet sted: ”Dem med de rødeste øjne skal altid have det største kram”. Men det er ikke altid, at vi hverken kan, vil eller tør give klappet på skulderen, endsige et kram. Tværtimod er det ofte sådan, at det modsatte fortov trækker i os. Vi slår behændigt blikket ned. Vi skal lige noget andet vigtigt…
Og det ville da være langt mere belejligt, hvis de mennesker dog havde det helt anderledes. Hvis de da kunne få hjælp – bare ikke lige af mig. Hvis de kunne skynde sig lidt med at få det bedre, så min samvittighed ikke skal nages alt for længe.
I stedet for omsorg kan vi blive fyldt op af irritation, og lysten til at give et ordentligt los bagi ligger lige for. ”Ja, de skal jo lige have et spark for at komme i gang”, bilder vi os ind. For erkendelsen af, at det er os, der trænger til et los for at kunne give den tiltrængte omsorg til en anden, er for ubehagelig.
Ikke alt i verden kan klares med et klap på skulderen – gid det kunne, for det ville være dejlig enkelt. Men sådan er det selvfølgelig ikke. Et klap på skulderen løser i sig selv ingenting, men ofte vil det løse op for noget. Et klap på skulderen, et venligt ord, en uforfærdet øjenkontakt afliver for en stund ensomheden hos den anden. Og hermed er meget opnået.
Et los bagi kan være velgørende! Til at komme op af sofaen og ud i den forrygende efterårssol, til at få ryddet ud i garagen efter alt for mange års indsamling af alt for meget, til at få klippet hækken eller andet godt. Men et los bagi uden kærlighed, omsorg og respekt rejser ikke det menneske op, der ligger ned – hverken fra sofaen eller i tilværelsen som sådan.
Vores liv med hinanden bør altid begynde i den kærlige gestus. Billedligt talt må alle relationer begynde med, at vi kan lægge armen om hinanden og gå sammen. Gå på opdagelse i hinandens verdener, og også gå med der, hvor det er svært og skræmmende eller uforståeligt.
Vi kan ikke tage smerten fra hinanden – heller ikke i de øjeblikke, hvor vi finder modet i os selv til at ville det. Men vi kan alle sammen give hinanden et menneske at gå sammen med. Vi kan alle være et menneske, der vil gå med. Og vi har alle muligheden for amputere hinandens ensomhed og smerte med nærvær. Det kan ikke købes på glas. Men det kan findes i kød og blod. Vores.