Tyske fans fejrede Olsen Bandens 50 års jubilæum
En busfuld tyske Olsen Banden fans gæstede Fængselsmuseet
Både Vridsløselille Statsfængsel og Fængselsmuseet er stadig meget populære hos de energiske, tyske Olsen Banden fans.
Det erfarede man for nylig i Fængselsmuseet om Statsfængslet i Vridsløselille.
58 energiske tyske fans havde nemlig hyret en bus og var kørt til Albertslund for at fejre deres idoler.
”Anledningen til gruppens besøg var 50-års jubilæet for den første film med de 3 opfindsomme bandemedlemmer”, fortæller formand for Fængselsmuseet om Statsfængslet i Vridsløselille, Henny Mesnickow.
”Først havde de 58 fans besøgt Københavns rådhus, hvor de havde nydt rådhuspandekager, så kørte de ud på Nordisk film og derefter til Gentoftes Mariebjerg Kirkegård, hvor hver enkelt fan havde lagt en rose på Poul Bundgårds grav. Meget smuk gestus”, siger Henny Mesnickow.
Museet i Albertslund var værter ved forfriskninger og rundvisning på museet.
”Et par af de besøgende havde lært sig en hel del dansk ved at have set "Huset på Christianshavn" og "Olsen Banden" filmene. Ja, en enkelt havde set alle Olsen Banden filmene 44 gange..ja, 44 gange. Så er man fan....og det hjælper på sproget!”, fortæller Henny Mesnickow.
”Selve fængslet er der ikke adgang til, men besøget blev foreviget med banner foran vores berømte fængselsport og de var alle iført t-shirts med Olsen Banden tryk....for dét at være lige her, hvor Egon Olsen går ud af fængslet, det var rejsens højdepunkt. Det var et meget festligt besøg af glade fans!”, lyder det fra fængselsmuseets formand.